Nyt fra (krigs)filmfronten
Igår (torsdag den 30.11) så jeg to krigsfilm. Eller, jeg så to film, der som værker ikke kunne være længere fra hinanden. Først Harun Farockis eksperimentalfilm War at a Distance (2003) i Kunsthal Charlottenborg, derefter Ridley Scotts episke periodedrama Napoleon i Imperial. De havde dog begge krig som omdrejningspunkt og begge film var spækket med krigsbilleder, ligesom hele mediebilledet er det for tiden.
Man fristes derfor til at reflektere over, om krigsbilleder på film, på dette overmættede punkt i historien, hvor dronebilleder i høj opløsning og smartphone-optagelser fra uhyrlighedernes fronter deles og videredeles i en uendelig strøm, har mistet deres iboende evne til at vække rædsel, fange vores opmærksomhed, og indgyde empati? Men den refleksion strander hurtigt. Det korte svar er selvfølgelig nej; krigsbilleder foruroliger stadig, og tjener i høj grad stadig samme formål i film, som de altid har gjort. I War at a Distance, der tager udgangspunkt i Golfkrigene, sammenvæver Farocki optagelser fra forskellige krigsmaskiner: overvågningssystemer, selvsporende bombemekanismer osv. I Napoleon er det slagmarkens brutalitet, der genopf
