Møder med det uendelige
Før filmen:
Jeg så en mand, der efter at have podet en anden mand i næsen smed sine plastikhandsker i skraldespanden: »Ja det var så de første 100 par i dag«, sagde han opgivende klokken lidt i 9.
»Jeg så en mand« (eller »jeg så en kvinde«). Det er det gennemgående setup i starten af de adskilte tragikomiske scener i Roy Anderssons nye film Om det uendelige. Punchlinen, scenernes sidste del, er, som sædvanligt hos Andersson, oftest både finurlig og helt enormt sørgelig. Som da en præst, der har mistet sin tro, opsøger sin læge for en kur, men bliver smidt på porten: lægen har fri og skal nå bussen hjem. Det er, også som sædvanligt hos Andersson, velkendt hverdagstristesse taget til absurde højder, hvor forbindelsen til filmkomikkens allermest grundlæggende DNA fortsat er tydelig, men hans særegne, sørgmodige stil her i hans (formodentligt) sidste værk har også nået en renhed og umiddelbarhed – situationer dukker op, udspiller sig og forsvinder igen, som de situationer, vi alle befinder os i hver dag, er det ikke altid tydeligt, hvad der er komisk og hvad der er tragisk: Er det overhovedet meningen, at vi skal grine af det, Andersson viser?
