Honeckers Hollywood
Når vi taler om tysk filmhistorie i dag, er det Weimarrepublikkens ekspressionistiske stumfilmklassikere som Doktor Caligari og Metropolis. Det er også nazistiske propagandafilm som Leni Riefenstahls dokumentariske hyldester til rene former og atletiske kroppe med film som Olympiaden – folkenes fest og Viljens triumf. Og så er det den vesttyske modernisme efter Oberhausen-manifestet i 1962 og det nybrud, som manifestet var en forløber for. Det er til gengæld meget sjældent østtysk film under DDR-styret.
»Denne ignorance over for 40 års østtysk film er tåbelig«, bemærkede den østtyske manuskriptforfatter Wolfgang Kohlhaase i 2012. »To, tre generationer af mennesker har fortalt historier, der havde med deres liv at gøre. Summen af disse film oplyser om et land, der ikke længere eksisterer.« De relativt få filmhistorikere, der beskæftiger sig med østtysk film, fremhæver netop også det sociologiske ved filmene. De skal ses, fordi de giver et unikt indblik i hverdagslivet i DDR, lyder det. Men gør de det, hvis de er lavet under streng censur? Og har de overhovedet nogen kunstnerisk værdi?
