Hør Holocaust

Hør Holocaust; billedmosaikker rasler ud af skabet og fremkalder erindringen om stadier på henrettelsens vej. Tankerne vandrer mod deportation af jøder, der straks bliver transporteret i kreaturvogne på lange togstrækninger. Sult, tørst, iltmangel. Ankomst til Auschwitz, nat og tåge. Kapo og Sonderkommando tvinger fanger til afklædning og klipper, tatoverer, nummererer dem. Skrig, panik og tumult i det trange gaskammer. Et sekund af stilhed, da likvideringen har fundet sted. Ligafbrænding og massegrave, røg og aske. Disse billeder af henrettelsens vej har fæstnet sig fast i vores kollektive erindring som historisk virkelighed. De er blevet fiktionaliseret i Steven Spielbergs Schindlers Liste (1993) og dokumenteret i Alan Resnais’ Nat og tåge (1955), som ti år efter krigens afslutning skabte den poetiske dokumentarfilm, som er en blanding af dokumentation og refleksion. Undervejs reflekterer fortælleren over hukommelsens blindgyder. Hukommelsen er ligeså pløret som mudret i massegravene, siger han mod slutningen af filmen. For ingen beskrivelser, ingen billeder kan afsløre, hvad der i virkeligheden foregik, hvilke tanker, følelser og dæmoner de indsatte måtte erfare