De døde billeders klub

Spoiler alert – hvis filmen Alene hjemme kunne være den diametrale modsætning til filmisk avantgarde og autonomi, så bliver den det helt afgjort, når man betragter den med de to filmskabere Maya Deren og Raúl Ruiz’ kritiske øjne. Det kan man forvisse sig om i deres respektive essaysamlinger Filmen som kunstform og Filmens poetik som Forlaget Antipyrine har udgivet som #2 og #3 i deres serie øjets bibliotek. Det er ikke fordi Alene hjemme nævnes specifikt, men så vidt jeg kan se, bygger den på alt det, der ødelægger og korrumperer filmen som levende kunstform; hvad film kan, hvad film skal og dermed hvad film bør være, og så er Alene hjemmes hjemlige location god at lægge under de to instruktørers lup. Motivisk og symbolsk.

Alene hjemme har indtjent omkring 477 millioner dollars – det er mere end tre milliarder kroner – og pengene, eller Hollywood som vi roligt kan kalde dem, er afgørende for begge essayisters kritik. For Hollywood står for økonomisk tænkning i alle de henseender, hvor dens cost-benefit-analyser kan komme ind.

Hollywood står for det konservative, for det sælger bedst, Hollywood står for fa