Nævneværdige detaljer
Fredag den 20. oktober stod den palæstinensiske romanforfatter og essayist Adania Shibli til at modtage den tyske LiBeraturpreis 2023 under bogmessen i Frankfurt for sin roman, der på engelsk hedder Minor Detail. Men efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober blev ceremonien aflyst. Prisens arrangører, Litprom, udmeldte at Israel-Hamas-krigen var årsagen til aflysningen, efter flere stemmer i de tyske medier kaldte prisoverrækkelsen for »taktløs«, trods bogens varme modtagelse ved udgivelsen i Tyskland i foråret 2022.
Minor Detail behandler sobert og nøgternt den historisk dokumenterede massevoldtægt af- og mord på en beduinsk teenager af israelske soldater, som fandt sted i 1949, i området, der nu er kendt som Kibbutz Nirim. Den korte roman, som det tog Shibli tolv år at skrive, er opdelt i to dele. Den første del følger en israelsk soldat, og den gruppe han er en del af, i en periode på fire dage. Soldaterne har til formål at ”rense” området for arabere, og da de møder en gruppe beduiner i Negev-ørkenen, slår de dem koldblodigt ihjel, på nær den unge kvinde, som de tager med sig, for senere at voldtage hende og begrave hende i sandet.
Ordet antisemitisk blev brugt i et politisk motiveret forsøg på at udviske bogen som gedigen, vedkommende, og stilistisk mesterlig skønlitteratur.
I den anden del af bogen møder vi en kvinde i Ramallah i hvad der føles som vores nutid. Kvinden forsøger at udrede detaljerne omkring netop denne piges død. Hendes besættelse af sagen er aktiveret af en mindre detalje, hun falder over i en avisartikel, nemlig at forbrydelsen fandt sted præcis 25 år inden hun blev født. Kvinden besøger to museumsarkiver, hvilket er et sandt kafkask mareridt, med al det bureaukrati og mangel på fri bevægelse for palæstinensiske borgere, som besættelsesmagten håndhæver. Den navnløse kvinde har svært ved at identificere, hvad der er en grænse, og hvad der ikke er. I et interview med Shibli bragt i den engelske avis The Observer i november, oplyser hun, at navnene på steder, palæstinensere udtaler på arabisk, aldrig er synlige på kort eller vejskilte. Kvinden bevæger sig i et territorie, hvor sporene efter hendes folk er blevet udvisket.
Som PEN Berlin-talsmand Deniz Yücel har udtalt, er det, at Hamas nu har angrebet stedet, hvor mordet på teenageren fandt sted i 1949, »en brutal påmindelse om, at den blodige konflikt har stået på i 75 år.« På trods af– eller måske netop på grund af – konfliktens lange, knudrede tidslinje, sendte den opblussende konflikt romanen ind i et tysk ekkokammer, hvor flere kritikere sidestillede værket med Hamas’ massakre på civile. Har disse kritikere faktisk læst bogen? Så de hensigtsmæssigt bort fra, at Minor Detail i sin engelske oversættelse fra arabisk, af Elisabeth Jaquette, i 2021 var nomineret til de prestigiøse litteraturpriser International Booker Prize i Storbritannien og National Book Award i USA? Ordet antisemitisk blev brugt i et politisk motiveret forsøg på at udviske bogen som gedigen, vedkommende, og stilistisk mesterlig skønlitteratur.
Det risler mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at romanen kunne udkomme uden ramaskrig året forinden, fordi konflikten ikke var øverst på verdens nyhedssider, for så at blive gjort til skydeskive året efter, grundet forfærdelige begivenheder, der vilkårligt faldt sammen med Shiblis fortjente hæder.
Det er ikke bare reducerende, men også dybt foruroligende, når den tyske klummeskribent Maxim Biller skriver i Süddeutsche Zeitung at Adania Shiblis bog »slutter med det symbolske mord på den skræmte palæstinensiske førstepersonsfortæller af nogle få ansigtsløse, navnløse, brutale israelske soldater, som i sidste ende gør romanen til blot et ulitterært stykke propaganda.« Biller synes ikke at have lagt mærke til, at alle de palæstinensiske karakterer er navnløse. Dog er det rigtigt, at anden del skifter fra tredje- til førsteperson. Men israelske civile bliver afbilledet lige så nænsomt og menneskeligt som beduinerne i ørkenen.
Hvordan en litterær repræsentation af historisk, faktuel vold mod palæstinensiske mennesker af litterater kan anskues som værende på lige linje med en terrororganisations forbrydelser, vidner om hvor splittende Israel-Hamas-konflikten er på et menneskeligt såvel som kulturelt plan.
Jeg er af den overbevisning, at al god kunst er politisk, og Shiblis dybt vedkommende roman er ingen undtagelse. Minor Detail er ikke kunst for kunstens skyld. Men det er heller ikke tilfældet, at romanen har politiske dimensioner, der overskygger dens narrativ eller litterær-æstetiske kvaliteter. Havde det været tilfældet var det flad, dårlig kunst, et gennemskueligt forsøg på at overbevise læseren om noget, der ikke har rod i en virkelighed, der er genkendelig for de fleste.
Hvordan en litterær repræsentation af historisk, faktuel vold mod palæstinensiske mennesker af litterater kan anskues som værende på lige linje med en terrororganisations forbrydelser, vidner om hvor splittende Israel-Hamas-konflikten er på et menneskeligt såvel som kulturelt plan.
Det er netop sprogets magt, som interesserer Shibli; hvordan sproget kan bruges som et våben. Hun fortæller i The Observer: »I Palæstina-Israel voksede jeg, ligesom mange andre, op med at indse, at sprog ikke blot er et værktøj til kommunikation. Det skjuler ofte snarere end artikulerer.« Når stemmen tages fra palæstinensiske kunstnere, viderefører det den vold, som de har været udsat for siden 1948. Som den palæstinensisk-amerikanske forfatter Etaf Rum skriver, er traumet efter al-Nakba langt fra et fjernt minde. Al-Nakba, som betyder katastrofe, indledtes den 15. maj 1948, hvor omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres land. Det var dagen efter, at staten Israel blev proklameret af den israelske leder, David Ben-Gurion. Det udløste Uafhængighedskrigen, og ændrede magtforholdet mellem palæstinenserne og Israel. Mindet om fordrivelsen »er sivet ind i vores hjem og samfund, har skabt en følelse af magtesløshed og flosset strukturen i vores forhold: mænd mod kvinder, forældre mod børn, tradition versus frihed«, skriver Rum i LitHub.
Ifølge den afdøde palæstinensisk-amerikanske litteraturkritiker Edward Said er fredelig sameksistens muligt, såfremt uretfærdigheden mod palæstinenserne bliver anerkendt og afsluttet. Selvom skønlitteratur kan virke magtesløs, mener jeg, at den kan hjælpe med anerkendelsen. Mere end 1500 forfattere og intellektuelle, herunder Colm Tóibín, Hisham Matar og nobelprisvinderne Abdulrazak Gurnah, Annie Ernaux og Olga Tokarczuk, har skrevet i et åbent brev, at Frankfurt Bogmesse har et ansvar for »at skabe rum for at palæstinensiske forfattere kan dele deres tanker, følelser, refleksioner om litteratur gennem disse frygtelige, grusomme tider, ikke lukke dem ned.«
Minor Detail er et spinkelt og elegant mesterværk, der støber to dele af en foruroligende og fragmenteret historie sammen. Det er genialt, for man får fornemmelsen af alle de andre splintrede brudstykker – alle de andre forstummede, fortiede, forglemte historier – der ligger latente hen til anerkendelse og fortælling.
