Senfødte søvngængere

Nogle gange får jeg den tanke, at vores forældre, dem med evig smag for forbrug og en blind tro på fremtiden, udelukkende har efterladt min generation med to ting: cafépenge og en faldende rente. Vi lyder både forkælede og heldige, men vi er snarere fordømte.  

Marketingfolk har kaldt os for millennials og digitalt indfødte. Vi surfede gennem 90’erne og ind i 00’erne på en bølge af højkonjunktur og vadede rundt i mælk og honning i vores buffalosko. Ikke flere verdenskrige, ikke flere kriser. Højt forbrug, skødesløst forbrug. Så historisk lille en årgang, at det skulle være idealismen snarere end realismen, der drev os ind på et studie, og vores drømme burde diktere jobbet. Men i skyggen af 1980’ernes lave fødselstal forsømte vores forældre at forberede os på magre tider, og som en savklinge skar finanskrisen os midt over og efterlod os som havarerede talenter i savsmulden.

Og så sad vi pludselig der. På cafeerne og drak økologisk hvedeøl og håndbrygget kaffe