Fornuftens gud
Aristoteles (384-322 f.Kr.) var på én gang en dybt platonisk tænker og en kompromisløs Platon-kritiker. Hvordan hænger det sammen? Som 17-årig kom han fra Makedonien til Platons Akademi i Athen og blev der i 20 år indtil Platons død i 347 f.Kr. Det er ubestridt, at han var det største filosofiske talent i Akademiet, og det var kun naturligt, at han med tiden blev sat til at varetage undervisningen i logik. Efter Platons død drog Aristoteles til Assos i den nordvestlige del af det nuværende Tyrkiet. Her studerede han det lokale dyreliv, og det er disse studier, der gav ham det fortjente ry som videnskabens fader.
Men hvorfor forlod han i det hele taget Akademiet? Måske fordi han var fornærmet over, at Platons nevø og ikke helt så opvakte tænker, Speusippos, skulle overtage posten som leder eller skolark for Akademiet. En mere seriøs overvejelse går på, at Aristoteles på dette tidspunkt ikke længere så nogen fremtid for det platoniske projekt.
Ifølge et velkendt billede af Aristoteles’ filosofiske udvikling, som skyldes den tyske kommentator Werner Jaeger, skal Aristoteles til at begynde med have været en ivrig fortaler for den platoniske idélære, hvis hovedanliggende