Storslået undselighed

I Herman Melvilles klassikerfejrede roman Moby Dick skriver fortælleren Ismael brovtende sådan her om, hvorfor store hvaler er fantastiske at skrive litteratur om: »For at skrive en mægtig bog, må du vælge et mægtigt tema.«

Efter at have læst Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman, Ræveår, må jeg bare sige: Nej, Ismael. Stof, der af den kække hvalentusiast ville blive afskrevet som håbløst umægtigt, bliver i Marstrand-Jørgensens hænder alt andet end det. Der kan sagtens skrives mægtig litteratur om undselige emner, tydeligvis. Godt romanstof behøver ikke være stort som en hval, det kan også være noget med at klippe nogle får, brygge noget øl og vente på nogle mænd.

Ræveår følger en gruppe kvinders hverdagsliv på den yderste del af Læsø i 1780. Østklitten hedder landsbyen, og her foregår hverdagen i høj grad på naturens præmisser. Perspektivet skifter mellem kvinderne, rejser sømløst fra sind til sind, fra familie til familie, ind i de små, beklumrede tangtækte huse, hvor der spindes, koges grød, strikkes og snakkes, med afstikkere ud over heden, den tørre, sandede hede, hvor en hunræv lusker rundt, og udover vandet, hvor skibe sejler forb