Poesi og arbejderjysk
På en måde skulle man tro, at Rasmus Theisen med Molbohistorier har genskrevet sin vilde og vellykkede debut, Andre hunde fra 2021. Det er de samme temaer, der går igen: fastboende versus tilflyttere, klimakrisen fremskrevet med overnaturlige virkemidler, en mand i ufaglært arbejde, der går i hundene. Og det er det samme, der gør den god: hverdagsbeskrivelser i en prosa, der pludselig kan stikke af, og et plot, der kan det samme.
Men denne gang er handlingen flyttet fra én udkant til en anden, fra en halvvejs fiktiv bygd i Grønland til et Mols, hvor det en dag begynder at regne og ikke stopper igen i et år. Og manden er ikke på vej i hundene på grund af en retnings- og meningsløs tilværelse. Denne gang har han kæreste og barn og et ansvar i livet, han ikke kan leve op til. Han hedder Viktor og skriver digte, når han ikke arbejder med skovbrug – indtil den unaturligt lange regnperiode begynder, og han får arbejde på en østersfarm, som en geskæftig tilflytter straks stabler på benene.