Hvornår er du blevet så sentimental, gamle mand?

Jeg har før oplevet at vokse fra en yndlingsforfatter, men med Rasmus Nikolajsens nye bog, Måske sjælen, har jeg for første gang oplevet, at en yndlingsforfatter er vokset fra mig. Sådan har jeg det især, når jeg genlæser første del af familieversfortællingen, som genrebetegnelsen lyder. Her følger man digterjegets farmors tanker i de sidste minutter, inden hun i 1944 må flygte fra Gestapo – med sin lille pige i hånden, men uden sin etårige dreng, der ender i Gestapos kløer.

Det er en sand historie, Nikolajsens egen familiefortælling, og bogens greb er, at fortælleren kan springe fra at læse farmorens tanker til at læse barnepigens, til overboens, til Gestapo-mandens, til den læge, der redder drengen, og så springe til 2020’erne og jeget, der henter sin datter i vuggestue. At springe mellem bevidstheder er et greb, Nikolajsen har brugt før i Socialdemokratisk digt, men denne gang er der kommet en religiøs overbygning på bevidsthedsspringene: »Måske/ sjælen er fælles« tænker farmorens overbo, stud.theol. Pallesen, og Måske sjælens projekt synes på mange måder at være at finde og følge den fælles sjæls flaksen. Og først og fremmes