Små ydmygelser

Der er noget klodset over sproget. Noget nogen gange snublende nogle gange skridende over den måde linjerne bliver brudt på. Der er tankestreger, som direkte forstyrrer læsningen af sætningen, tvinger én til at starte forfra.

Den klodsede fornemmelse kan fx komme fra en fortælleglæde. Fortælleglæden er det drengede, eller det hvalpede, når teksten med tungen ud af munden tumler af sted i al for høj fart. Det er her bogen er sjovest, når noget bare må fortælles, som her hvor ekstrabemærkningen får sit eget nummer i en liste, der ellers kun skulle have været på 2:

»2. jeg havde kun to venner

(3. min ene ven på den tid

jeg føler at jeg må fortælle det

det er virkelig rigtigt

hed Saddam Hussein) «

Det ser klodset ud, men stadig bliver punchlinen trukket helt til sidste linje, og linjebrudene følger en mundtlighed, der altid ser uimponerende ud på skrift, men som er en kunst at ramme rigtigt, og som altid skurrer helt vildt, hvis forfatteren rammer ved siden af. Det er sådan noget, der råber til læseren, at teksten er fundet på, at den er løgn. Her er er det både en vits, men det er også sandt, det er derfor det presser sig på, og det