Roser og ætanol

»Jeg er et hjerte i skoven / hjertet bag barken (…) jeg er en rest, der taler / bare en piblende rest individ / i hjertet«. Sådan præsenterer den kølige og vrede fortællerstemme sig i sidste del af Siri Ranva Hjelm Jacobsens glatte hybridroman Dafnesyndromet, hvis titel afslører det gennemgående afsæt i den antikke myte om skovnymfen Dafne. 

Som i Ovids version flygter Dafne ind i skoven for at undslippe guden Apollons grænseoverskridende tilnærmelser, men her gives fortællerstemmen til hende. Som noget, der ligner en misforstået hjælp, forvandler hendes far, flodguden Ladon, Dafne til et laurbærtræ. I Ovids udgave hører man intet om, hvad der efterfølgende sker Dafne, kun at Apollon erhverver sig en ”rest” af hende i form af en laurbærgren, som gennem tiden har kronet talrige magtfulde mænd. Dafnesyndromet drives af ønsket om at skrive denne ”rest bag barken” frem som noget andet og mere – at gøre Dafnes (for)plantning til andet end en suspendering og indhegning. Dafnesyndromet spekulerer over, hvad det naturlige vil sige, og om det naturligste, du kan forvandle dig til, er et træ. 

Sjællands