Politik uden samfund

Jeg drømte, at jeg fik en google-reklame for det nye nummer af magasinet Amulet, det tredje af slagsen, og at jeg straks bestilte magasinet hjem. Hvilket jeg så også gjorde i virkeligheden, da jeg vågnede, fordi jeg måske også så en google-reklame for magasinet her? Jeg drømmer om Det litterære tidsskrift, hvor tidsånden bliver til og hvor kulturen får form og selvbevidsthed, som beviser litteraturens nødvendighed, som forbinder litteraturen til samfundsdebatten, som sætter strøm til eksistensen. 

Amulet #3 indeholder mestendels tekster fra unge, toneangivende forfattere, eksempelvis de tidligere forfatterskoleelever Runa Marie Luth, Glenn Bech, Deniz Kiy og Fie Martens Ljungmann. Sidstnævnte er udover at være bidragsydere også redaktør - sammen med Jakob Slebsager Nielsen. Dertil er der bidrag fra de væsentlige digtere Ursula Andkjær Olsen og svenske Athena Farrokzhad, samt for mig ukendte norske Marjam Idress, svenske Silas Aliki m.fl. 

Forlaget bag - Forlaget Amulet – står bag udgivelser som debutantprisvindende Honey Moon, anmelderroste At performe transkønnet vrede og Politiken-Frit Flet-vindende Hjertet er en fold med heste og har dermed allerede vundet plads centralt i det litterære felt. Jeg har derfor haft Amulet Magasin mistænkt for at være netop dette, Det litterære tidsskrift: starttyvernes Blå Port, Herectica, Taarnet, Sidegaden, som himmelstræbende blade fra andre tider. 

Og så lå magasinet i postkassen og skinnede med sin pantone-orange, omslaget påtrykt tegn fra en anden verden, en ulæselig typografi, hvad var det? Magasin-informationen gives på ryggen: Titel og løbenummer, bidragsyderens navne og ISBN-nummeret, der står og autentificer udgivelsen. Dette er et objekt. 

På titelsiden møder jeg flere af de fremmede tegn i oversize. Herefter følger den syv sider lange indholdsfortegnelse, hvor tegnene forbindes med bidragsydernes navne. Det er en nøgle, jeg finder systemet: en fed fonts omrids har fået skåret hoved og ben af, så bare tegnets vægge står fragmenterede tilbage. Det er et typografisk greb, der udnytter hjernens evne til at lappe huller. Men det er også en metafor: Tegn uden hoved og tegn uden fødder, løsrevne tegn, omvendte Svend Brinkmann-tegn, de står ikke fast og de mangler sammenhængende identitet. 

Selve teksterne er sat med Helvetica i generøs størrelse, hvilket hjælper de kortere tekster til ikke at forsvinde i magasinets store A4-format, der holder en minimal margin, så teksterne bliver trængt ud mod magasinets kant, de er presset op i hjørnet af papirets hvide. 

Således udtrykker magasinets design måske to ting: For det første en følelse af at være presset (ud i margin), i alarmberedskab (orange) og fremmed (alientypografi). Dette stress-udtryk er på den anden side balanceret af den stikkende neutrale Helvetica og den stramme minimalisme. Det er også nøgtern business, teksterne står selvsikkert ude i kanten og indtager deres plads. 

Magasinets bidrag står uden genrebetegnelse, men der er tale om digte, kortprosa og essayistik (minus altså: prosafiktion og journalistiske genrer). Her er der er ingen ledere. Teksterne taler for sig selv - i deres givne grafiske gevandter. Men jeg savner den ikke-usynlige autoritet, redaktionen, der siger, hvad den vil, i en leder, der kan give en læseretning, begrundelse og ramme for magasinet. Lad os få noget at bide i - som ikke er foldet ind i det litteræres forbeholdne sikringer. 

På forlagets hjemmeside og de omkringliggende tekster kaldes Amulet for et litterært aktivistisk magasin. Noget vil man altså, man vil udøve aktivisme med litterære midler, eller man vil udøve litteratur på en aktivistisk måde. 

Som magasinets sidste bidrag står afgående forfatterskolerektor - og som sådan 2020-generationens godmother - Ursula Andkjær Olsens bidrag: Daterede hidsigtsludrende dagbogsdigte, der forløber henimod påsken 2022 (regner jeg ud), hvor et febrilt og svangert jeg tæller ned til fødsel og genfødsel, måske. Tekstrækken kulminerer langfredag med et rant over lidelseshistoriens tilgivelseslærdom, med et godt spørgsmål til hvad man kan lære af ikke bare Jesus’ død, men af »ALLE dem, hvis lidelser verden ikke har lært en skid af!« Skulle det virkelig være tilgivelse, spørger teksten og giver selv svaret: »FUCK DETTE PÅ VREDENS DAG«, og så: »Jeg genopstår af andres lidelse & død som en soldat HELT blottet for erfaring«. En uhyggelig soldat, skulle jeg mene. 

Når jeg læser magasinets tekster, er det også netop lidelse, med følgesvendene skam og vrede, jeg ser som gennemgående motiv. 

Aktivismens mål er vist ikke at påvirke en meningsdannelse til reaktion? 

 

Hos den svenske digter Athena Farrokhzad, i et uddrag fra samlingen Åsnans år (æslets år), følger vi et digter-jeg og hendes datter i dels konkret forankrede digte, dels digte uden rum. I et digt beskrives det hvordan det tidligere var praksis ved hoffet af bruge små porcelænsfigurer af politiske begivenheder som udsmykning, de tjente som samtaleemne. Heroverfor modsættes digter-vi’ets egen praksis med at sætte porcelænsfigurer, der forestiller dem selv, frem: »avsedda att ledauppmärksamheten fra och til os sjálva«, vi flytter opmærksomheden fra og til os selv, dvs. fra sammenhængen til de frit svævende selver. »Gör oss atitliga för vilken makt / det nu är som håller oss gisslan«.  

Hvad gør man i sådan situation, når magten virker indefra? I magasinets originale skønlitterære bidrag tager man i hvert fald udgangspunkt i jeg’et - i en analyse, en undersøgelse eller som en manifestation af et fangeskab? 

Redaktør Fie Martens Ljungmann beskriver i en række fragmentariske digte et sygdomsforløb, formoder jeg. En krop bliver åbnet, syet i, »væsken går gennem mig, dvs. Den går             ind                 i mig, JEG !!!!!!” tager / imod«, neglene sidder løst, sætningerne er ikke fuldendte, de er skrevet i affekt. Sproget performer det kropslige skrivearbejde, et komma der står skævt, ved de mange udråbstegn. Det er tekster fra en døs, kroppen er udsat. 

Joachim Kruse Lykke tekstrække 10 fotografier er en række prosasnapshots af en mor og af tomrummet efter hende. Teksterne har en meditativ, sorgfuld kvalitet. 

Denis Kiy bidrager med kortprosa fra blokken. Her hulker gråden spontant frem fra altanerne, mens der »skydes og skrives« i kældrene, og der bliver talt om dem der savnes. Man får indtryk af blokken som en organisme og som et sart og hårdt fællesskab. 

I Alfred Jacob Bévorts tætte symbolistiske digte opdager kentaur-jeg’et, at ondskab gror fra dets pande som horn - mens du’et synes, at det mere ligner en teletubbys. Er det manden? Halv djævel, halv teletubby? 

Glenn Bech skriver om drengeskammen ved at have en for lille og for tyk krop, være dårlig til fodbold og at have de forkerte Patrick-fodboldstøvler, fordi fortællerens enlige mor ikke har råd til de dyre Nike-støvler. Skamfulde erindringer, der kulminerer til fodboldtræning i et sammenstød mellem fortælleren og hans mobber. Her opstår en nærmest sadomasochistisk forbindelse mellem mobber og mobbeoffer. Mobberen, driblekongen, stempler og spytter på fortælleren, som så får det sådan her: »hvor smerte og nydelse fuckes op i en højere enhed / og drengen triumferer / og jeg savler, taknemmelig for at kunne give / ham sin triumf«, og så, med fed skrift: »Men så skete dette:«, og så kommer vennen Daniel og redder fortælleren, ophæver forbindelsen, og jager mobberen på flugt. Men også den oplevelse efterlader jeg’et skamfuld. Stilen er knækprosaisk, nøgternt erindrende: jeg oplevede dette og jeg oplevede det sådan, og jeg forbinder min følelse med min klassemæssige baggrund.  

Jeg kan sagtens genkende skammen over ikke slå til som dreng, men jeg kan ikke slippe tanken om, at Driblekonge-mobberen bliver en noget papagtig skurk, en Slytherin-skurk, men ok, virkeligheden var den erfarede virkelighed. 

Dramatiker og digter Joan Rangs bidrag er et langdigt med titlen Debatten. I en reflekterende, linjeknækkende stil fremskrives en scene, hvor digtets du deltager i en offentlig begivenhed, fx debatprogrammet af samme navn. Deltagelsen bliver en dårlig oplevelse, fordi du’et har svært ved at komme til orde, og fordi de medietrænede hvide mænd skurkagtigt løber med taletiden og selvtilliden. Det er selvfølgelig læseren, der bliver inviteret til at stille sig på du’ets plads, det er Rankine-duet: man bliver konfronteret med det forhold, at man enten deler eller ikke deler den erfaring, der bliver beskrevet, alt efter om man læser med den ene eller anden krops erfaringer. 

Digtet fungerer som et lærestykke i, hvordan forskellige kroppe bliver mødt forskelligt i det offentlige rum, og om den skam der følger med at føle sig – og, som asiatisk kvinde, blive – overset og undervurderet: »Du er her ikke / Du skal tie stille / Helt stille / Indtil programmet, debatten, kurset er slut / og dine kinder er varme / af ydmygelse«. 

Teksten er også en fremvisning af den hvidhedsdebatdiskurs, som har udgjort den ene fløj i den amerikanske kulturkrigsdebat, vi har overløb af herhjemme. 

En af debattens centrifugale kræfter, tror jeg, er begrebet om hvidhed. Den taleposition (som jeg delvist indtager i denne tekst), som står det neutrale ophøjede sted, og som har som funktion at skjule hvad, der ikke passer ind i den hvide selvfortælling, dvs. racismen. I Debatten sker det, når jeg’et selv peger på, hvad der skal til for at få taletid, det skal sige noget »helt vildt hvidt«, for eksempel »Vi er jo alle sammen samme race« eller »Det er dybt kompliceret«. Banale udsagn, som afleder fra samtalen om racisme, og som må forstås som et knæfald for den hvide orden.  

Vi har den traumatiske eller skyldige fortid, men hvor er fremtiden? Vi har det udsatte individ, men hvor er samfundet henne? 

Men også forsikringer om gode intentioner, som måske virker som samtalestillads? Måske oplever samtalepartneren samtalen om racisme som et angreb? White tears! Man bygger fælles grund for at kunne tale sammen. Det er ikke offerets ansvar at gøre det - men måske den, der er stærk nok til at reflektere over sin erfaring og få adgang til Debatten? Sammenbindingen af samtalens mulighed og det hvide privilegie risikerer at blive en afvisning af samtalen med den u-hvidende, og hvad kan vi så blive andet end fjender?  

I Debatten er Debatten metonymi for den bredere offentlighed og den skæve fordeling af adgang til at tale. Teksten fremfører en strukturel kritik via en eksemplarisk situation. 

Også Emil Elgs række af enlinjers slagordssætninger, en sætning pr. side, benytter sig af metonymien til at fremføre en strukturel kritik. Elgs 11 imperative sætninger har formen »BEKÆMP BORNHOLM«, »ØDELÆG BORNHOLM«, »HUSK BORNHOLM«.  

Jeg forestiller mig (i magasinets kontekst og med min viden om Emil Elgs anden praksis), at Bornholm står for det bestialske mord på dansk-tanzaniske Phillip Johansen, og at det mord står for racistisk vold - således at Bornholm metonymisk står for racistisk vold. 

»Bornholm«, ferieøen, solskinsøen bliver forurenet med bevidstheden om mordet, og bliver således pladsholder for det strukturelt racistiske majoritetssamfund. I det sproglige greb sker en essensialisering i en bevægelse fra: der er racisme på Bornholm (i Danmark) til: Bornholm (det danske samfund) er racistisk. Er det ikke sådan, man konstruerer sin fjende? 

Også svenske Silas Aliki drager vidtgående konklusioner fra sin historie om at blive pas-udsat i et queer-fjendtligt udland med et forkert køn i passet og et andet forkert køn i det midlertidige visum. Jeg-fortælleren ved, at de er beskyttet af den hvide hudfarve og det svenske pas, foruden hvilke de ville være ilde stedt, så ville grænsen være lukket. Men det forhold, at passets gyldighed er bundet til det binære køn, og at medborgerskabet igen er bundet op på adgangen til et gyldigt pas, giver Aliki (via Hannah Arendt) anledning til at konkludere at »Nationalstaten förutsätter tvåkönsnormen«, nuvel, måske?  

Jeg mistænker, at det netop er i den moderne nationalstat, at opløsningen af det binære kønssystem bliver muligt - som en forlængelse af befrielsen fra den biologiske familie og det lille samfund, der på mange måder er denne stats første indsats. Igen sker der en essentialisering af, hvad der er en sammensat og modsætningsfyldt helhed. 

Jeg får lyst til at diskutere med de af teksterne, som er eksplicit politiske. På en måde er det en kvalitet, at de fremprovokerer en refleksion. På den anden side, så er jeg noget i tvivl om, hvorvidt det er hensigten. Aktivismens mål er vist ikke at påvirke en meningsdannelse til reaktion? 

Norske Marjam Idriss foreslår i sit essay, En afrikaner (ikke Gusavus Vassa), at den politiske litteratur må virke gennem en skabelse af et “vi”. Et “vi” som forfatteren oplevede at indgå i ved en BLM-demonstration, hvor slagord druknede talerens ord og blev som en fagforening. Den politiske litteratur må altså være som de slagord, danne et fællesskab via genkendelse. Man skal opdage, at man ikke - som minoritet - står alene med sin erfaring, historie, identitet. Så må den enkelte taler mumle for sig selv henne i hjørnet. 

Det er i sin grund et fællesskab, som jeg højest kan blive ven med, hvilket ikke nødvendigvis er et problem. Alting behøver ikke at være for alle. Det synes mig dog, at det er en noget ekskluderende ambition. Man skriver til dem man lider ligesom, dem man ligner.  

Risikerer man ikke også en disciplineret litteratur, som må holde sig fra at udtrykke forestillinger, følelser og drømme, som stritter imod det forestillede fællesskab? Vi rummer de rigtige negative følelser og tanker. Og på den anden side må jeg blive andet end erfaringsløs soldat eller teletubbie-dæmon? 

Som politik, og politisk litteratur bør også mødes som politik, synes det mig, at Amulet Magasin tegner en position, som er tilbageskuende og indadskuende, kristen nærmest. Den lykkedes ikke rigtig med at komplicere tingene – for mig. Vi har den traumatiske eller skyldige fortid, men hvor er fremtiden? Vi har det udsatte individ, men hvor er samfundet henne? Vi lever i vilde tider med et teknologisk og politisk opbrud, tiden ryster, kan man tillade sig at være politisk uden at kaste sig ud i den rystelse?