Min poetiske mødom
There’s a concert hall in Vienna
Where your mouth had a thousand reviews
Jeg kan huske, da jeg lyttede til Leonard Cohen første gang. Altså den første gang jeg virkelig lyttede efter, og den første gang jeg mærkede teksten flyde rundt i min krop som en blød og varm væske. Jeg er vokset op i et hjem, hvor Cohens umiskendelige stemme har brummet og buldret ud af højttalerne, og hvor jeg som barn undrede mig over, hvordan så lidt kunne lyde af så meget.
Men jeg lyttede ikke, eller måske lukkede musikken mig bare ikke ind. Det giver mening for mig nu, at det først var som 17-årig, at sangen Take this Waltz ikke længere var en mystisk, lukket dør, men en invitation til en fremmed fest, hvor månens sved flyder ned ad væggene. Det var en sanselighed, jeg ikke havde mødt før, hverken i det danske eller engelske sprog, og en helt anden måde at mærke og læse en tekst på.
Som offer for et tvivlsomt folkeskolesystem var jeg vant til at se nogle af de bedste tekster blive dissekeret, afmonteret og pillet fra hinanden i en blind famlen efter lærerens helt bestemte, indiskutable facitter, som fik eleverne til at tro, at forfatterne skrev litt
