Medlidenhedsnarkomani
Stefan Zweigs Utålmodige hjerter udkom i det ulykkelige år 1939. Romanen indledes i Wiens gader med 2. Verdenskrigs faretruende skyer hængende i horisonten. En unavngiven forfatter bliver af en lettere irriterende bekendt introduceret for veteranen Anton Hofmiller, der på brystet af sin uniform bærer den højeste østrigske æresorden for sin heltemodige indsats i 1. Verdenskrig. Men bagtæppet til Hofmillers heltedåd er en lidet gloriøs fortælling. Og under gadelampernes skær indvier han den unavngivne forfatter i sin forhistorie.
Derfra begynder historien om den unge løjtnant Hofmiller, udstationeret i en lille ungarsk landsby. Soldatertilværelsens monotoni brydes, da tilfældets snørklede omveje en aften fører løjtnanten til et middagsselskab ved byens stenrige magnat Lajos von Kekesfalva. Overstadig over selskabets overdådighed og med et cognacinduceret mod, drister Hofmiller sig til at byde Edith, den unge datter af Kekesfalva, op til dans. Men i sin kådhed overser Hofmiller, at Ediths krop er lænket til en kørestol. Rigmandsdatteren bryder sammen i gråd, mens Hofmiller stikker halen mellem benene og flygter fra slottet.
Det bliver startskuddet på en dramat
