Med paryk, blå briller og en tvivlsom russisk accent
Da jeg for to år siden anmeldte Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen, nordmandens første roman efter seksbindsværket Min kamp, beskrev jeg, hvordan Knausgård knap nok kunne styre den litterære frihed, som det nye værk tilbød. Alle døre var åbne, nu hvor han ikke længere skulle endevende sit eget liv ned til mindste detalje. Resultatet blev et sandt kludetæppe af romankarakterer, der dog alle havde noget umiskendeligt knausgårdsk over sig. “Knausgårds Avengers“ kaldte jeg konstruktionen, for som jeg også skrev, ville »kendere af Min kamp« hurtigt indse, at »Knausgård mest af alt har spaltet sig selv på tværs af alder og køn i verdens måske mest trivielle superheltefortælling«. Det var ikke nødvendigvis et dårligt greb, det var bare lidt undervældende. Spørgsmålet var, om Knausgård mon nogensinde ville blive færdig med at bokse med sine egne skygger?
At dømme ud fra forfatterens nye roman, Ulvene fra evighedens skov (der ifølge Knausgårds norske forlag er en »frittstående fortsettelse« af Morgenstjernen) står Knausgård i hver
