Henrik Dahls ankenævn af litteraturayatollaher

Manden, der engang markerede sig i den offentlige debat som en original og perspektivrig tænker, er i dag degenereret til en spruttende hidsigprop. En karikatur på en fastlåst midaldrende mand, der ikke forstår, hvorfor vi andre er så dumme. Sociologen, tv-personligheden, kommentatoren, forfatteren, - ok lad os bare sige det; universalgeniet Henrik Dahl, har foreslået et slags ankenævn for boganmeldelser. Ikke fordi, siger han, at man ikke skal kunne finde sig i hård kritik, når man slipper et værk ud i offentligheden, men fordi anmeldelsen kan være skrevet på en uvederhæftig baggrund. Lad os lege med tanken.

For det første: Er det urimeligt at påstå, at der findes en form for smagshegemoni rundt omkring i det danske litteraturlandskab? Sandsynligvis ikke. Kan man i vores lille sprogområde forestille sig, at forfattere, der anmelder hinanden, også kender hinanden personligt? Sandsynligvis. Er det muligt at forestille sig, at en redaktør bestiller en anmeldelse hos en kritiker, som vedkommende regner med vil give den pågældende forfatter en god anmeldelse eller omvendt en ordentlig gang hug. Igen, det er overvejende sandsynligt: Jeg har selv gjort det.