Halløj på højrefløjen
At læse Norden kalder (ja, det hedder den rent faktisk) er som at træde ind i hovedet på en fiktiv karakter, der har studeret hovedet af led på en masse stærk-mand-filosofi og misforstået en hel del af det og gradvist forvildet sig ind i et forskruet verdenssyn, hvor uhyggelige begreber som Norden og det nordiske fremstår som rent faktisk eksisterende størrelser, man bør hylde og dyrke. Jeg tænker på den type yngre mandlige karakterer, der godt kunne optræde i en Henrik Pontoppidan- eller Johannes V. Jensen-roman, som grubler sig frem til virkeligheder, der intet har med virkeligheden at gøre, og som ender med at leve og gå under i deres egne forvrængede fantasier. Hvis Johan Chr. Nord havde været skønlitterær forfatter, og Norden kalder et fingeret vidnesbyrd, en slags uhyggelig monolog, der i jeg-form viser et forvirret menneskes skred ud i ekstremerne, så ville det have været et stykke interessant litteratur. Så ville den psykologiske skildring og indlevelsen i den åndelige udskridning have været virkelig godt udført.
