Forudilende vemod
Leif Randt er en forfatter, der skriver ret forskellige bøger. Gennembrudsromanen fra 2011, Schimmernder Dunst über CobyCounty, foregår i en fiktiv storby, som kunne minde om en blanding af København og Santa Cruz. I 2015 fulgte sci-fi-romanen Planet Magnon, hvis handling er hensat til planeterne Blink, Blossom og Toadstool i år 48 efter tidsregningen ”ActualSanity”. Og i foråret 2020 udkom så Allegro Pastell, der lidt uvant udspiller sig i et letgenkedeligt univers og handler om forfatteren Tanja Arnheim og webdesigneren Jerome Daimler, der fører et langdistanceforhold mellem Main-dalen i Hessen og Neukölln i Berlin.
Alligevel er det, som om noget rækker på tværs af Randts bøger. En slags gennemgående tematik eller verdensattitude, der måske bedst kan indfanges med begrebet post-pragmatic-joy. På en gåtur i en park i Berlin forklarer Randt:
»I 2012 brugte jeg begrebet som overskrift på en novelle, der handler om to deprimerede akademikere, som er på road-trip gennem et ubestemt land. Den ene underviser neospiritualisme, den anden i post-pragmatic-joy. Senere brugte jeg begrebet igen i min science-fiction-roman Planet
