Forudilende vemod

Hovedpersonerne i 'Allegro Pastell' opretholder et langdistanceforhold mellem Berlin og Maindalen. Her er det maleren Christian Georg Schütz den ældre, der har malet Maindalen omkring 1750.

Interview

02.01.21

Forfatteren Leif Randt interesserer sig for samtidens udspændthed mellem nydelse og kritisk stillingtagen. Hans bøger er præget af et slags forudilende vemod, en skygge, der lurer bag hengivelsen nu og her. ATLAS har mødt ham til en samtale om hans bøger og om begrebet post-pragmatic-joy.

Troels Thorborg Andersen

Leif Randt er en forfatter, der skriver ret forskellige bøger. Gennembrudsromanen fra 2011, Schimmernder Dunst über CobyCounty, foregår i en fiktiv storby, som kunne minde om en blanding af København og Santa Cruz. I 2015 fulgte sci-fi-romanen Planet Magnon, hvis handling er hensat til planeterne Blink, Blossom og Toadstool i år 48 efter tidsregningen ”ActualSanity”. Og i foråret 2020 udkom så Allegro Pastell, der lidt uvant udspiller sig i et letgenkedeligt univers og handler om forfatteren Tanja Arnheim og webdesigneren Jerome Daimler, der fører et langdistanceforhold mellem Main-dalen i Hessen og Neukölln i Berlin.

Alligevel er det, som om noget rækker på tværs af Randts bøger. En slags gennemgående tematik eller verdensattitude, der måske bedst kan indfanges med begrebet post-pragmatic-joy. På en gåtur i en park i Berlin forklarer Randt:

»I 2012 brugte jeg begrebet som overskrift på en novelle, der handler om to deprimerede akademikere, som er på road-trip gennem et ubestemt land. Den ene underviser neospiritualisme, den anden i post-pragmatic-joy. Senere brugte jeg begrebet igen i min science-fiction-roman Planet