Et hvidkalket, gudsforladt lys

Den 89-årige Cormac McCarthy er en af de få forfattere, der har været den tvivlsomme ære forundt at se sig selv tage hele den lange tur fra ludfattig kultforfatter til noget nær et levende koryfæ. 

For amerikansk litteraturhistorie, velsagtens, men også for en litteratur, som - hvis man skulle sige det lidt hovent - handler om ’de store spørgsmål’; om Gud, eksistensen, menneskelig natur og ondskab. Mod udgangen af dette vanvittige år har McCarthy brudt en 16 år lang tavshed og udgivet to romaner med knap to måneders mellemrum: The Passenger og Stella Maris. 

De voldsomt sanselige og pseudobibelske sætninger, der kendetegner første halvdel af McCarthys forfatterskab, har i 2022 veget for lange dialogsekvenser kun afbrudt af en stram og næsten affektløs prosa, hvor sproget bedrager i sin kunstløshed. Sætningerne insisterer på at blive læst langsomt, for der er en nænsom tvetydighed i dem, som ikke minder om noget, McCarthy har skrevet før, selvom de ikke kunne være skrevet af nogen anden.

I centrum af romanerne står søskendeparret Bobby og Alicia Western. Deres far arbejdede som fys