Print artikel

Dette er ikke en feministisk tekst

Deborah Levy. Illustration af Tiril Haug Johne.
Interview
27.12.19
Den britiske forfatter og dramatiker Deborah Levy ved, at det at placere kvinder i centrum kan være det samme som at fastholde dem i periferien. I sine to ’levende selvbiografier’ viser hun, hvad der findes under de stereotyper, vi alle er viklet ind i. ATLAS mødte hende i Oslo.

»For at blive forfatter skulle jeg lære at afbryde. Og jeg skulle lære at tage ordet og så at tale lidt højere og så endnu højere. Og så skulle jeg lære, at når min stemme blev hørt, var den ikke nødvendigvis højlydt.«

Jeg sidder over for den britiske forfatter og dramatiker Deborah Levy på en hotelbar i Oslo under litteraturfestivalen God Natt, Oslo. Vi taler om hendes to ’living autobiographies’, Things I Don’t Want to Know og The Cost of Living, som, selvom de udkom i henholdsvis 2013 og 2018 allerede har fået en slags (feministisk) kultstatus. Levy, som fortæller mig, at hun kalder dem ’levende selvbiografier’, fordi de er skrevet midt i »livets storm og solskin, mens det sker, i førsteperson og i nutid,« har et imponerende forfatterskab bag sig. Hendes roman Hot Milk (2016) blev shortlistet til Booker-prisen i 2016, og hendes seneste roman, The Man Who Saw Everything (2019), blev nomineret til samme pris, før den overhovedet var udkommet.

Levy blev født i Johannesburg i 1959, men flyttede til England som 8-årig, efter hendes far, der var medlem af ANC, havde siddet i fængsel for sine politiske aktiviteter. Siden midten af 80’erne har hun skrevet otte romaner, 16 teaterstykker samt en række andre bøger, herunder de to ’levende selvbiografier’, som vil blive efterfulgt af en tredje, Real Estate – når der altså er nok liv til at fylde denne ud, må man formode. Levy er et respektindgydende bekendtskab, og hendes fremtoning og toneleje bærer præg af, at hun i mange år har øvet sig i, hvordan man tager ordet. Både i konkret og overført betydning. Hendes forfatterskab, der strækker sig over 25 år, indeholder en sjælden tyngde og et svimlende udsyn.

Levy tumler i sit forfatterskab med et dilemma. Hvordan leder man sin kvindelige karakter ind i centrum af historien uden at falde i en af to mulige fælder: på den ene side at foregive, at hun ikke repræsenterer andre end sig selv, og på den anden side at lade hende være repræsentant for alle kvinder som en stor, homogen gruppe med fælles mål og interesser?

»I mine romaner og selvfølgelig i mine levende selvbiografier har jeg bragt kvindelige karakterer ind i centrum af fortællingen. De har brug for denne historie, for samfundsmæssigt er kvinder ikke i centrum af historien. Nogle kvinder er, men i det store og hele er verden ikke indrettet med kvinder, piger og børn i centrum. Fordi vi lever i et patriarkat.«

Ifølge Levy er kvindens historiske rum stadig kun sparsomt møbleret, mens mændenes er en overdådig gildesal fuld af tingeltangel. Simone de Beauvoir skrev Det andet køn i 1949, og selvom der er sket meget siden da, og selvom feminisme er blevet vendt på hovedet og har skudt spirer i tusinder af retninger siden da, er det svært at komme udenom, at kvinder stadig i det store og hele tildeles rollen som supplement til mandens historie. »Men det er også vores verden,« siger Levy med dyb, rolig stemme. »Så simpelt er det. Det er ikke hans verden. Det er vores verden.«

At afvise og tjene feminismen på samme tid

Levy er ikke den eneste kvindelige forfatter, der, ligesom Beauvoir, har beskrevet det som at løbe med hovedet mod en mur, når de forsøgte at ændre på de måder, kvinder og andre ikke-maskuline stemmer bliver fastholdt på sidelinjen. Og når paradokset med at lade den kvindelige subjektivitet blive hørt som en individuel stemme i et overdøvende kor af politiske kategorier, foldes ud, fører det ofte til bemærkelsesværdige litterære eksperimenter, som det for eksempel er sket i løbet af de seneste tyve år hos forfattere som Maggie Nelson, Chris Kraus eller Eileen Myles.

Til syvende og sidst er det ikke kvinder, der er Levys udgangspunkt for at beskrive verden. Hun siger selv, at hun skriver om »intimitetens politik og poetik«

I løbet af de første sider i Deborah Levys The Cost of Living beskriver hun en situation, hun observerede ved en strand i Colombia for nogle år siden: En mand i slutningen af fyrrene havde inviteret en ung kvinde på cirka 19 over til sit bord på en bar, og efter lidt tøven havde hun indvilliget og sat sig over til ham. Først var det kun ham, der talte, men efter et stykke tid afbrød hun ham. Hun fortalte ham en historie om sig selv, og da hun endelig var færdig, sagde manden: »You talk a lot, don’t you?« Anekdoten er interessant, fordi både Levy og hendes læser ved, at der intet odiøst var ved denne interaktion, før denne mand blev så skuffet over, at kvinden over for ham havde en masse at sige. Om dette skriver Levy: »It was not so easy to convey to him, a man much older than she was, that the world was her world too. He had taken a risk when he invited her over to his table. After all, she came with a whole life and libido of her own. It had not occured to him that she might not consider herself to be the minor character and him the major character.«

Der bliver sagt og skrevet meget om maskulinitetens sygdomme i disse år, men maskulinitet er stadig målestokken for, hvad der er normalt og almengyldigt, mener Levy altså, og måske er det grunden til forvirringen hos denne midaldrende mand. Levy taler ikke længe om disse emner, fordi hun har et andet og vigtigere sted at tale sig hen til. Hun slår bare fast midt i vores samtale, at vi »lever i et patriarkat,« hvilket for nogen kan lyde som en selvfølge, mens det for andre måske lyder banalt eller bastant. Uanset hvad, er det i denne sammenhæng en påstand om, at mænds historier i langt højere grad end kvinders får lov til som udgangspunkt at fremstå som individuelle udtryk. En mand taler ikke på vegne af andre mænd, han taler på vegne af andre mennesker.

Det feminine derimod kan meget dårligt slippe for at gøre opmærksom på sig selv, og dette er ikke nødvendigvis problematisk, men bare en omstændighed, en særlig barriere blandt mange andre barrierer, der kan opstå, når man forsøger at skrive noget. »Hvis vi tænker på kvindens krop, og hvordan vi skriver den ind i verden, så er det altid interessant,« siger Levy. »Ikke et problem, bare interessant. For vi er nødt til at få rede på de måder, kvinder samfundsmæssigt skrues sammen, objektiviseres, seksualiseres og trivialiseres. På den måde er kvindelige karakterer virkelig interessante, for de kommer på nogle måder med flere problemer end de mandlige.«

Selvfølgelig er det ikke kun mænd, der får lov til at fortælle historier, hvor individer kan repræsentere universelle træk ved et samfund, en tid eller hele menneskeheden. Der er masser af historier, der fortælles på kryds og tværs af den patriarkalske kløft mellem mænd og kvinder, og der er masser af andre måder, vi er inddelt i mere eller mindre udtalte hierarkier end ’mand’ og ’kvinde’. Men ifølge Levy er der stadig et hav af termer og specifikt feminine livsomstændigheder, der klistrer sig til kvinder på måder, vi ikke selv er i kontrol over. For Levy er det ikke nødvendigvis nogen umulig opgave at kæmpe imod alt dette, men det er let at blive udmattet eller apatisk. Som hun skriver i Things I Don’t Want to Know: »Even the most arrogant female writer has to work overtime to build an ego that is robust enough to get her through January, never mind all the way to December.«

Levy slår fast, at maskulinitet stadig er den si, vores delte verden filtreres igennem, og måske er det derfor, så mange forsøg på at mindske maskulinitetens magt fremstår som vrængende, irrationelle og – værst af alt, den grimmeste af alle følelser – forsmåede udbrud.

Hvad vil kvinder have?

I kernen af det, Levy ikke kalder et problem, men »bare interessant«, er altså, hvordan man fortæller historier om kvinder eller som kvinder, uden at de forbliver i periferien. Levys romaner og selvbiografier handler om intime og nære relationer og deres vilkår i tiden, og den udfordring, hun møder som kvindelig forfatter, er at undersøge disse tematikker i en verden, hvor maskulinitet har forrang. For som kvinde kan man selvfølgelig godt holde sig fra at skrive om moderskab, menstruation, intime kærlighedsforhold eller kvindelig seksualitet, hvis man ikke orker at blive trivialiseret, seksualiseret eller stillet hen på hylden med ’kvindelitteratur’. Men Levys forfatterskab og selvbiografier er beviser på, at man selvfølgelig godt kan skrive inde imellem de fløje, identitetspolitikken optegner for os, og dermed måske også bringe dem lidt tættere på hinanden. Der er plads til individuelle og nuancerede kvindehistorier – man skal nogle gange bare kæmpe lidt for, at de bliver hørt.

»Fra den dag vi får vores første barn, hvis vi da gør det, bliver vi hjemsøgt af den selvstændige kvinde, vi plejede at være, mens vi skubber rundt med vores barnevogne. «

For Levy, som selv har fået børn, fungerer moderskab som en slags målestok for de måder, hendes forhold til sig selv har ændret sig igennem hendes liv. For som hun siger: »Fra den dag vi får vores første barn, hvis vi da gør det, bliver vi hjemsøgt af den selvstændige kvinde, vi plejede at være, mens vi skubber rundt med vores barnevogne. Og på den måde har vi en spøgelsesagtig samtale indeni os imellem den kvinde, vi var, og den kvinde, vi er nu.«

Senere i Levys liv bliver hendes egne erfaringer med moderskab desuden en måde at betragte hendes forhold til fortiden og alt det, der er kommet forud for hende. I The Cost of Living, der blandt meget andet handler om hendes mors død, skriver Levy til sin mor: »Thank you for the typing jobs that put food in the fridge. As for myself, I have things to do in the world and have to get on with them and be more ruthless than you were.« I forholdet til moren, som i forholdet til alt andet, er der hos Levy plads til en næsten grænseløs kompleksitet. For selvom Levy takker sin mor for de ofre, hun har givet, bebrejder hun hende også indirekte, at hun ofrede sig så meget for sine børn. Den bitre mor, der er misundelig på sine børn er bare én af mange lidet ønskværdige positioner, mødre placeres i. Og det skyldes ifølge Levy et uundgåeligt paradoks i forholdet mellem mødre og deres børn: »Vi vrænger ad drømmeren i vores mødre. Vi vil ikke have vores mødre til at være drømmere. Vi vil have dem til at være der for os, og vi vil have, de tager sig af vores behov. Hvem vil virkelig have drømmende mødre?«

Selvom Levy erklærer, hun ikke vil være lige så selvopofrende, som hendes egen mor var, så erkender hun også, at det selvopofrende er en indbygget, ja faktisk nødvendig del af det at blive mor. Et eksempel fra litteraturen på denne forskel på mænd og kvinder, er da Karl Ove Knausgaard i Min kamp skriver om, hvordan han i en periode efter, at Linda, hans kone, har født deres første barn, forlader hjemmet for at skrive på sin roman. Linda, barnets mor, er også forfatter, og der er ikke nogen, der kan vide, hvor meget det klør i hende efter at få skrevet en roman færdig, men den konkrete forskel er, at manden er lidt mere fri til at gå, end kvinden er det.

Til syvende og sidst er det ikke kvinder, der er Levys udgangspunkt for at beskrive verden. Hun siger selv, at hun skriver om »intimitetens politik og poetik,« og da jeg spørger hende om retten til at løsrive sig fra politiske kategorier, som for eksempel ’feminismen’, hvad end denne efterhånden betegner, eller retten til ikke at identificere sig med bestemte kategorier for køn og seksualitet, siger hun: »Jeg er mindre interesseret i kønnet på dem, vi elsker. Jeg er interesseret i følelser. Det interessante er, hvordan vi arbejder med vores følelser. Hvor gode eller dårlige vi er til tilknytning og til at modtage eller ekskludere andre fra vores kærlighed. Jeg er interesseret i alle de problemer, intimitet fører med sig.« Levy vælger ikke side blandt de mange feministiske strømninger, der i disse år konfronterer hinanden. I stedet forsøger hun at skrive om det, der findes imellem de mange simple politiske kategorier, man ellers ofte er overladt til på identitetspolitikkens slagmarker.

Levys romaner og selvbiografier er ikke optagede af at påstå, at mænd ikke har store og komplekse problemer, ligesom kvinder har det. Levys romaner er vidnesbyrd om, at der findes noget stærkt og virkeligt, noget som bevæger sig og gerne vil gøre væsen af sig, nede under de stereotyper, vi hele tiden vikler hinanden ind i. Nogle af os er ganske vist viklede ind i flere fordomme end andre, men ingen af os går fri.

Levy har lagt hænderne frem på bordet imellem os, og hun kigger på dem, mens de bevæger sig, som om de prøver at fortælle hende noget. »I mine selvbiografier er der en jagt på en kvindelig karakter, der ikke er blevet skrevet endnu. Jeg kan ikke skrive hende, jeg ved ikke om du kan?« siger hun og kigger op på mig. Jeg ryster på hovedet. Hvor skal man overhovedet begynde? Og så afslutter hun vores samtale med endnu et spørgsmål: »Freuds spørgsmål var: Hvad vil kvinder have? Så det, jeg gerne vil vide, er: Hvad er vores spørgsmål?«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.