Anklageskrig fra det høje nord

Uddrag

21.02.25

Forfatteren Martin Jæger var den første nordmand, der eksplicit skildrede homoseksualitet i bogen ’Odd Lyng’ fra 1924. Et modigt dokument og forsvar for den slags kærlighed, samfundet ikke kunne rumme – dengang såvel som nu.

Dag Heede

Kortromanen Odd Lyng, som udkom for præcis hundrede år siden, er et seksualitetshistorisk pionerværk. Det er her første gang i norsk litteratur, at glosen ”homoseksuel” anvendes. Godt nok ikke som navneord for hoved- og titelpersonen, men som tillægsord (»homoseksuelle tanker«) koblet til Odd.

Måske bringer protagonisten disse tanker til handling: Det er ikke helt klart, hvad der sker den skæbnesvangre første nat på anlægget, da den ældre Falk narrer den unge mand til at dele værelse og seng på det bordelagtige hotel. Går det hele op i druk og opkast, eller lykkes det den dæmoniske mand at forføre Odd? Og i givet fald til præcis hvad?

Natten med Falk er under alle omstændigheder et skæbnesvangert point of no return og begyndelsen til enden for både Odd og fortællingen. Hvad der end skete, er Odd nu uhjælpeligt besudlet og sært dødsmærket. Herfra kan det kun gå én vej. Skønt mødet allerede finder sted i slutningen af første del, er det åbenlyst, at teksten må ende tragisk. Opholdet på ”anlægget” - sandsynligvis en nysanlagt mine, som der var mange af på dette tidspunkt i Nordnorge - og i barndomshjemmet er blot de to sidste trin før det endelige fald. Undergangen er åbenbar, længe før Odd fælder den endelige dom over sig selv som uværdig til livet: »et ufrugtbart træ«, »en unytteplante«, »en parasit, som burde udryddes.« Han eksekverer selv dommen.

Når man huser forbudte drifter og længsler som Lyng, har man begrænset ret til livet. Kun gennem flittigt arbejde, opofrelse (blandt andet finansiel hjælp til venner) og evt. kunstnerisk skabelse kan den homoseksuelle tiltuske sig adgang til eksistensen, hvor han i sidste ende allerhøjst kan stræbe efter et »tålt ophold.« Da Odd bliver arbejdsløs, mister han tillige lysten til at male, og så er selvmordet eneste udvej. Sine sidste penge forærer han en syg ven som et testamente. Uden penge, arbejde eller kunst mister han sin eksistentielle opholdstilladelse.

Romanen følger en benhård, ubønhørlig logik. Homoseksualiteten skildres som forbandelse og tragisk skæbne: »Men når én nu engang er sådan, at én ikke kan blive tilfredsstillet uden netop det, som menneskene har lavet love imod, skal én da ikke have lov til at følge sin naturs krav? Nej, én skal leve og lide. Én skal renses i en skærsild - i et helvede her på jorden. Én skal være en forsagende asket, som ikke forgriber sig på andre mennesker. Det blev ens karma.«

Problemet ligger imidlertid ikke kun hos den enkelte ulykkelige, men først og fremmest i menneskenes love. Odd Lyng har et klart seksualpolitisk budskab: Den er et lidenskabeligt argument for afkriminaliseringen af homoseksualitet: Alle mennesker skal have lov til at leve i overensstemmelse med deres natur: »Men de, som lavede lovene, de tog ikke hensyn til de menneskelige perverse tilbøjeligheder, som kunne være straf nok i sig selv.«

Den tragiske udgang modereres en smule af de to breve, der ankommer dagen efter selvmordet: Den tidligere arbejdsgiver i “Byen” tilbyder arbejde, og den elskede Carsten skriver venlige ord. Men handlingen mere end antyder, at Odd aldrig vil kunne flygte fra problemerne. Nissen flytter med. Om ikke andet vil Odds selvhad og paranoia sørge for, at han intetsteds føler sig hjemme. Tre parallelle hørehallucinationer (»Lyng er en idiot«; »Lyng er umulig«; »Drengen er ikke rigtig. Han er gal«) tvinger ham i hver del på flugt. Og til sidst har han ingen andre steder at flygte til end døden. Der er intet, der tyder på, at det er en varig løsning at vende tilbage til Byen i den gamle stilling og genoptage forbindelsen til Carsten.

Selvom Odd Lyng med en vis ret kan kaldes Norges første homoroman, er protagonisten ikke norsk litteraturs første homo. Alf Martin Jæger (1895-1967) havde året før udgivet en fortælling på kun 56 sider med den melodramatiske titel Strengen brast, også på Norske Forfatteres Forlag, et lille forlag for unge, uetablerede forfatterspirer. Ligesom Odd Lyng er hovedpersonen Leif Wang en ulykkelig, homoseksuel, ung mand, der er forlovet med den unge Agnes. Et møde i naturen, hvor Leif støder på Agnes’ sympatiske nabo, Øistein, får ligesom Odds møde med Falk skæbnesvangre konsekvenser.

De to unge mænd taler godt sammen, også om verdens uforstand: »En handling kan av andre mennesker betragtes som en synd uten at den behøver været det.« Dette efterfølges af et linjeskift og tre tankestreger. Fortsættelsen må læseren tænke sig til og selv udfylde tekstens tomme pladser. Næste sætning er endnu mere suggestiv: »Den natten laa Øistein og Leif i samme køie.« Der kan være flere grunde til at dele seng i en hytte om vinteren, men konteksten antyder, at det ikke kun er for at holde varmen. Muligvis er de to unge mænd - og ikke mindst deres eventuelle natlige gerninger - mod naturen og en »synd« men naturen er ikke nødvendigvis mod dem. For næste morgen bryder foråret frem. Måske optøning på flere planer?

Leif bryder forlovelsen med Agnes, for han erkender, at de ikke er rigtige for hinanden: »Jeg vet bare at et samliv med hende vilde være uutholdelig.« Han drager bort med Hurtigruten, datidens vigtigste transportmiddel i Nordnorge, men drukner sig i fortvivlelse. Han forenes hermed ikke bare med Odds onkel, der druknede sig i en fjord, det dødfødte spædbarn født uden for ægteskab, Odd, der skød sig, men også̊ med den underskønne Antinous, den romerske Kejser Hadrians elskede yngling, der under mystiske omstændigheder druknede i Nilen. Antinous-figuren, der var en klassisk reference i 1800- og 1900-tallets homoseksuelle litteratur og kunst, bliver netop påkaldt af Odd - før han låner Carsten penge til frokost.

Ud over Leif Wang havde Odd Lyng andre forgængere i norsk litteratur, men disse artsfæller er skildret ganske uden medfølelse og er blottede for sympati. I 1912 udkom der i dagbladet Social-Demokraten en uhyre populær føljeton, I Skyggen av Karl Johan, af Rita Freimann, et pseudonym for den yderst produktive journalist og forfatter Øvre Richter Frich (1872-1966). Samme år udkom teksten som roman. Hovedpersonen er en begavet ung kvinde fra det bedre borgerskab i Kristiania (i dag Oslo). Hun ægter en velhavende, eftertragtet ungkarl ved navn Karl Howitz. Det jødisk-klingende navn er næppe nogen tilfældighed, for Frich var udtalt antisemit. Howitz er ikke bare en succesfuld forretningsmand, han ser godt ud og er følsom og charmerende.

Lidet aner hun, at ægtemanden er i slægt med Herman Bang (som også̊ påkaldes i Odd Lyng sammen med Oscar Wilde), men gradvis erfarer hun, at han er del af et uhyggeligt, perverst broderskab, der afholder dekadente middage. Tillige har han et forhold til en smuk, skabagtig skuespiller. I Skyggen av Karl Johan er en homofob advarselsfortælling, der med sensationalistiske virkemidler oplyser om en samfundsfare, hvor en ny type ”halvmænd” vinder frem og underminerer nationen gennem forstillelse og løgne og skaber ravage i den naturlige kønsorden.

Året efter udkom en mere stilfærdig roman af forfatteren og skuespilleren Rakna Knudsen (1888-1966) med samme tema og budskab. Drude Helmers Ekteskap (1913) beretter om en naiv provinskvinde, der forelsker sig i en smuk, talentfuld pianist, som hun ender med at ægte. Men også̊ hun bliver bedraget på farlig vis: Den talentfulde kunstner har nemlig et årelangt forhold til den sanger, han optræder med. Da dette afsløres, flygter kvinden med sin lille søn til sine forældre. Også̊ denne roman fungerer som advarsel, især til unge kvinder, der synes sørgeligt uvidende om seksualitet generelt og homoseksualitet specifikt.

Den store forskel på Knudsen og Frich på den ene side og Jæger på den anden er, at både Leif Wang og Odd Lyng er komplekse karakterer, som læseren lærer at kende indefra og uvægerligt kommer til om ikke sympatisere så̊ dog føle medlidenhed med. I de to tidligere romaner er de homoseksuelle mænd kyniske, samvittighedsløse figurer, der uden blusel anvender deres hustruer som respektable kulisser for deres usædelige spil. Begge de homoseksuelle mænd overlever, og således slutter romanerne tragisk med kvinderne som de ultimative ofre. Hos Frich er mandlig homoseksualitet tillige skildret som dekadencesymptom i en overordnet modernitets- og urbanitetskritik med apokalyptiske overtoner.

En anden forskel på de fire romaner er, at hvor de to første foregår i Norges hovedstad, så̊ udspiller Jægers tekster sig i det yderste Udkantsnorge: Finnmarken og Troms befinder sig så̊ fjernt fra Kristiania, man overhovedet kan komme i Norge. Så̊ ikke kun tematisk, også̊ geografisk, befinder vi os i den yderste periferi, og det er her, forfatteren har hjemme og opholdt sig hele sit liv.

Alf Martin Jæger er født i Alta uden for ægteskab, og dette træk deler han med Odd Lyng. Det mere end antydes, at Odds fader ikke var den afdøde moders ægtemand, og dette faktum giver endnu en tragisk dimension til Odds mislykkede hjemkomst til kystbyen, hvor faderen har giftet sig på ny og fået tre sønner. Disse ”halvbrødre” er Odd sandsynligvis slet ikke i familie med, og faderen er ham sandsynligvis genetisk lige så̊ fremmed som stedmoderen. Dette synes at understrege Odds fremmedhed - han er ”odd” også i ordets engelske betydning - og hjemløshed i mere end én forstand.

Alf Martin Jægers bedsteforældre, som han opvoksede hos, var af kvensk oprindelse, og han forstod noget af sproget, selvom han betragtede sig som norsk. Kvenerne er en lille minoritet i Troms og Finnmarken, der oprindeligt stammer fra Finland, og sproget består af en gruppe finske dialekter. Sammen med samerne er de en del af det multikulturelle Finnmark, som også Odd Lyng tematiserer (»De fleste var lapper, men der var også nogle kvæner«), især i karakteren Aino Gagama, som på samme tid eksotiseres og seksualiseres. I Norge fejres hundredåret for romanen med et tosproget nyudgivelse på Ruija forlag, der gengiver teksten på moderne norsk bokmål samt en oversættelse til kvensk.

Jægers ungdom beskriver en klasserejse, for den fattige og opvakte unge mand uddannede sig i 1918 til lærer, og han underviste livet igennem i en række nordnorske byer. Desuden var han overbevist socialist og indgik i lokalpolitik. Både Strengen brast og Odd Lyng har klare selvbiografiske træk, og forfatteren deler mange egenskaber med sine to jævnaldrende protagonister. Lokalt blev bøgerne læst som nøgleromaner. Ligesom Leif Wang brød Jæger i sin ungdom en forlovelse, og den vragede kvinde var efter sigende rasende over fortællingen. ”Byen” i Odd Lyng blev hurtigt genkendt som Tromsø, og meget tyder på, at ”Hjemmet” er Jægers egen fødeby, Alta, som ikke har direkte adgang til Hurtigruten. Ligesom Odd må den rejsende den dag i dag stå̊ af i Hammerfest og tage lokalbåd til den lille by i bunden af Altafjorden.

Dog er der forskelle: Hvor Odd er journalist og maler, var Jæger lærer og forfatter (skønt han dog også̊ skrev i diverse dagblade). Og forfatteren begik ikke selvmord som sine to protagonister. Det vides ikke, om Alf Martin Jæger var homoseksuel, men i 1928 forfattede han et avisindlæg, der protesterede mod kriminaliseringen af homoseksualitet, den berygtede § 213 i den norske straffelov, som han fandt uværdig for en kulturnation. Der er også̊ bevaret korrespondance med formanden for den første norske homobevægelse, Rolf Løvaas, fra 1948, hvor Jæger udtrykker sympati for homoseksuelle: »At de ikke blir utsatt for forfølgelser. Sadismen gir seg mange utslag - den gjør det i Kristendommens navn som under inkvisisjonen og hekseforfølgelsene.«

I 1935 ægtede Jæger kollegaen Aagot Josefsen. Parret fik ingen børn. Forfatterskabet lå efter de to kortromaner stille i 26 år, men i 1950 udgav Jæger på eget forlag ungdomsbogen Ser du en stjerne, der foregår i Alta før 1. Verdenskrig. Hovedpersonen er den 12-årige Sigfred, der er forelsket for første gang, men vennen Waldemar gengælder ikke hans følelser. Dog ender romanen ikke sørgeligt, for der er håb for Sigfred: »Men brant det ikke bak alle tåker en evighetsstjerne - en lykkestjerne - også for Sigfred.«

Som tommelfingerregel kan man sige, at den moderne homoseksualitet er opfundet i Berlin i 1870, og at fænomenet har spredt sig derfra. Udviklingen er udgået med den tyske hovedstad som centrum, og jo nærmere et land befandt sig på Berlin, jo hurtigere kom homoseksualiteten. Den kom således først til Danmark, kort efter til Sverige og de finlandssvenske miljøer, så̊ Norge, Island, Grønland og på det seneste Færøerne i nogenlunde denne rækkefølge.

I forhold til Danmark er Norge måske en halvtreds år ”bagud” - i hvert fald på homolitteraturens område. Herman Bangs (1857-1912) debutroman Haabløse Slægter udkom i 1880, og danske romaner og skuespil med eksplicitte homotemaer er der en god del af fra det tyvende århundredes første årti. Allerede i 1883 udgav Otto Martin Møller (1860-1898) romanen Nina med en eksplicit lesbisk titelkarakter. I Norge måtte man vente helt frem til 1938, da psykiateren Borghild Krane (1906-1997) udgav den tragiske lesbiske pionerroman Følelsers forvirring (en reference til den østrigske forfatter Stefan Zweigs homonovelle med samme titel). Det er måske næsten overflødigt at nævne, at de lesbiske karakterer dør eller resignerer i enden.

Både i Norge og Danmark var homoseksualitet formelt forbudt i begyndelsen af forrige århundrede, men loven blev sjældent håndhævet. I Danmark blev homoseksualitet mellem voksne, samtykkende mænd de facto afkriminaliseret efter Den store Sædelighedsskandale i 1906-1907, men først med den nye straffelov i 1930 blev dette formaliseret.

'Odd Lyng' er alt andet end en homoseksuel solstrålehistorie eller en lykkelig udspringsfortælling.

Norge havde en lignende gummiparagraf, § 213, der vagt foreskrev juridiske indgreb, hvis »almenheden krævede det,« og dette var yderst sjældent. Dog havde eksistensen af forbuddet vidtrækkende symbolske konsekvenser og var medvirkende til den massive moralske fordømmelse og stigmatisering af homoseksuelle, især uden for snævre urbane miljøer i Oslo, Bergen og Trondheim (som Odd drømmer om at rejse til). Først i 1972 blev homoseksualitet formelt afkriminaliseret. Danmark havde tillige en anden tradition for frisind, og religionen har spillet en mindre rolle i det tyvende århundrede. Mange norske provinser har været - og er - præget af stærke religiøse bevægelser, ikke mindst i Finnmark, hvor den såkaldte ”læstadianisme”, en streng, pietistisk vækkelsesbevægelse, som Jæger også̊ beskriver, havde betydelig indflydelse, især i den samiske befolkning.

Endvidere er - i hvert fald mandlig - homoseksualitet knyttet snævert til modernitet og urbanitet, og København var længe Nordens største storby. For mange nordmænd har byen fungeret som hemmelig hovedstad, og dette har ikke mindst været tilfældet for norske, islandske, grønlandske, færøske og sydsvenske homoseksuelle.

Endelig kom industrialiseringen og moderniteten senere til Norge end Sverige og Danmark. Her udgør Nordnorge dog en undtagelse, og som Jæger beskriver det, blev der allerede i begyndelsen af forrige århundrede udviklet minedrift, vandkraftanlæg og havne. Hvad ”Anlægget” præcis består af i romanen, uddybes ikke, men som den nedslidte bonde fortæller Odd Lyng, var det ikke alle, der var begejstrede for denne udvikling, der for især den ældre lokalbefolkning uløseligt var koblet til »drik og hor.«

Generelt tyder meget på, at levevilkårene for homoseksuelle i første halvdel af det tyvende århundrede var langt hårdere for nordmænd end danskere, ikke mindst i provinsen. Mange norske bøsser og lesbiske flyttede i denne periode til København. Dette er dog ikke tilfældet længere, og i dag synes der ikke at herske de store forskelle mellem de to nabolande i forhold til accept af LGBTQ-personer. Dog er Sapmi-nationens LGBTQ-kamp stadig nødvendig i Finnmark, hvor læstidianismen den dag i dag er en vigtig indflydelse.

Odd Lyng er alt andet end en homoseksuel solstrålehistorie eller en lykkelig udspringsfortælling. Hovedpersonen er på en gang tragisk bevidst om sin seksualitet, men også realistisk i forhold til de manglende muligheder i den verden, han færdes i. Skønt inspireret af udlandet - Oscar Wilde og Herman Bang nævnes - drømmer Odd ikke om at rejse længere væk end til ”Byen.”

Odds forestillinger om at realisere sin seksualitet er uløseligt knyttet til selvhad og skyld- og forkerthedsfølelser. Han søger ikke at møde ligesindede, og de få andre homoseksuelle, der optræder, er latterliggjorte eller dæmoniserede: En kvindagtig kabaretsanger er »naragtig,« og den ældre Falk fremstilles på grænsen af det menneskelige: »svinet«, »det røde, fede asen« og »kreatur.«

Tematisk fungerer Falk som negativ spejling af Carsten Ulve. Hans forførelsesforsøg i forhold til Odd minder i høj grad om Odds fysiske tilnærmelse til Carsten: »Falk lagde sin fyldige, varme hånd over Odds, men Odd trak sin hurtig væk. Han havde vanskelig ved at skjule den væmmelse han følte.« I forhold til Falk har Odd mere succes med sin håndspålæggelse i biografmørket: »Han tog Carsten i hånden, og Carsten gengældte hans tryk hurtigt og varmt. Og Odd førte sin feberhede hånd op over Carstens håndled, og han syntes, det var godt at føle på.«

I den romantiske situation med Carsten er perversionen dog ikke fraværende, men den er forskudt til kulissen eller mere præcist filmlærredet: »Billeder fra Roms forfaldstid. Fordærvede, blødagtige mennesker og slette sæder. Den perverse, ødelagte Caligula sad på kejsertronen.« I scenen med Falk indgår fordærvet på det konkrete niveau. Falk er en »tyk mand med et rødt, stygt ansigt« - måske en penisparodi - og hans krop synes på grotesk vis at invitere til analsex: »enden stak rund og ækel frem og syntes at ville sprænge trikotbukserne.« Hvor den slanke, unge, smukke Carsten næsten fremstår som en skønhedsåbenbaring, er den fede, ældre og grimme Falk en diabolsk fristerskikkelse. Sublimeret homoromantik synes idealiseret i teksten, mens realiseret homoseksualitet dæmoniseres, og billedet af Carsten Ulve påkaldes flere steder som medicin mod Odds traumatiske møde med Falk, der vedbliver at spøge i hans sind.

Odd Lyng udviser nærmest en homoseksuel parallel til den heteroseksuelle mands spaltning mellem ømme og sanselige rørelser i forhold til det andet køn, den berømte ludder-madonna-splittelse. For Lyng er mænd også̊ opdelt i binære oppositioner: Carsten er en engleagtig yngling, Falk ondskaben selv. Men kategorierne er ikke stabile: Aino Gagama går for eksempel fra at være begærsobjekt til genstand for Odds foragt.

Både relationen til Carsten og Aino antyder en prostitutionslogik. Odd låner Carsten penge til frokost og finansierer tilsyneladende deres restaurant-, biograf- og teaterbesøg. Aino tigger anderledes direkte om ”lån” (»hundrede kroner,« en ganske anseelig sum), og Odd er fristet til at bede om fysiske modydelser. Vennens attributter opregnes næsten som varer, og den åbne mund synes at invitere til kys - og måske mere: »Og imens sad Gagama der med brede skuldre, varme kinder og tykke læber som havde skilt sig så hans stærke, hvide tænder kunne ses.« At Odd ender med at låne ham pengene uden krav, skildres som en moralsk sejr.

Da Odd Lyng til sidst forærer en syg ven sine sidste penge, frygter han, at omgivelserne vil tro det værste. At få penge fra en homoseksuel er i sig selv suspekt.

Hvor Odds - og romanens - forhold til mænd er komplekst, er relationen til kvinder deprimerende enkel: Han hader og foragter hovedparten af dem, og teksten ynder at dvæle ved deres grimhed. Straks ved ankomsten til ”Byen” væmmes Odd ved en ældre sexarbejder, en ”Madam Pompadur”: »en gammel, falmet, udtæret kvinde med bredt, gråt ansigt og matte øjne.« Ligesom Falk befinder hun sig på grænsen af det menneskelige: »En hæslig øgle, et urtidsdyr.«

Det er bemærkelsesværdigt, at skildringen af kvinden er indlagt efter en scene, hvor Odd betragter sit smukke udseende (blød, rødmosset hud, brune krøllede lokker, røde læber), og umiddelbart før han for første gang ser den smukke Carsten. Grimme, ældre kvinder danner ofte kontrast til kønne, unge mænd.

Også rengøringsassistenten på bladets kontor rammes af dyresammenligninger: »et fjæs som mindede om en rovfugls. Næsen var stor og krum som et næb og fingrene lignede ørneklør.« Den smukke, ukendte, unge kvinde, som Odd ser Carsten gå med, er hovedpersonen overbevist om er en »gås.« At Odd ikke fortæller Carsten sin holdning, forklares med hans »finfølelse«(!) og hans »takt.« Romanens fortæller synes her med sin blindhed over for Lyngs åbenlyse jalousi betænkeligt tæt på hovedpersonens misogyni.

Den promiskuøse hotelværtinde på anlægget har et »hærget, fedt ansigt med store poser under øjnene,« og den kærlige stedmor er ifølge Odds paranoide misogyni »falsk« og en »slange« med en »sanselig« mund. Han er overbevist om, at hun er utro mod ægtemanden.

Døden fremstår ikke kun som løsningen for Odd selv, men for samtlige seksuelle transgressioner. Den gravide tjenestepige, Alette eller ”Skøgen” (»der var noget frækt over hendes væsen«), nedkommer »heldigvis« med et dødfødt barn. Det fejres med kaffe og kage. Og sexarbejdere skal generelt efter Odds mening »ryddes af vejen.« Så ikke kun Odd eliminerer sig selv i en form for moralhygiejnisk selvrens, alle eksempler på udenomsægteskabelig seksualitet, især kvindeligt sexarbejde, fordømmes i Jægers radikalt morderiske-hygiejniske fantasi. Bøsser og luddere og sexglade kvinder skal helst aflives. Skønt man kunne hævde, at de alle er ofre for samme kritisable seksualmoral, afviser romanen enhver tanke om solidaritet mellem de tre grupper.

Misogynien er ikke begrænset til kvindefigurer (»beskidte hundyr«): mandlig femininitet fordømmes også. I sit selvhad finder Odd sig selv »naragtig,« og hans forelskelse i Carsten forårsager et symbolsk kønsskifte: »Gud, hvorfor skabte du mig som mand og gav mig en kvindes hjerte.« Her reproducerer romanen den klassiske trope om homoseksuelle mænd som kvindesjæle fanget i mandekroppe. En talentfuld sanger beskrives ligeledes som »naragtig« og »et kvindfolk,« og en potentiel rival i forhold til Carsten, Hr. Ervik, som Odd ikke overraskende ikke bryder sig om, taler med en »spinkel kvindfolkeaktig stemme.« Så både faktiske kvinder og femininitet er problemer i romanens maskulinistiske univers.

Strengen brast fik en vis modtagelse lokalt og blev betegnet som lovende, men den foranledigede ingen diskussion om homoseksualitet. Det gjorde Odd Lyng heller ikke, og en negativ anmeldelse i et lokalblad, Haalogaland, fra januar 1925 roser kun slutningen: »Han lar hovedpersonen i boken ta livet af sig. Og det føles som en lettelse; for saa er man da ferdig med boken.«

Denne holdning har recensenten ikke været alene med. Litteraturen om homoseksualitet i 1800- og 1900-tallet beskriver intet mindre end en massegrav. Denne type tekster kunne ikke ende lykkeligt, uden at den homoseksuelle døde. Alt andet ville have været for provokerende. Men hvis man magter at læse forbi romanens homofobe selvhad og misogyni samt jammerkommodens jeremiader, kan Odd Lyng læses som et modigt dokument og et apologetisk forsvar for en kærlighed, som lovene ikke kunne rumme. Både et anklageskrig mod et fordømmende samfund og et nødråb fra en martret sjæl.