Af jord skal vi (ved)blive
»Ordet for menneske er levende jord«, skriver Sofie Isager Ahl mod slutningen af sin eksperimentelle afhandling om en ny generation af bønder. Det latinske homo er en afledning af humus, jord, og det er netop jorden som forudsætning for arternes overlevelse, der står centralt i den regenerative praksis, som Ahl undersøger i krydsfeltet mellem feltarbejde, teoretisk diskussion og poetisk refleksion.
De regenerative bønder udvider perspektivet fra afkastet, afgrøderne, og retter blikket mod den jord, der står tilbage efter høsten. Det handler om at sikre en levende og frugtbar jord med et højt indhold af humus, nedbrudt organisk materiale, der blandt andet er med til at binde kulstof i jorden og reducere mængden af CO2 i atmosfæren. Humus skabes naturligt, men mængden er svundet drastisk som følge af konventionelle landbrugsmetoder, der udpiner jorden og truer verdens fødevaresikkerhed. Hvis udviklingen fortsætter, vil der om 60 år ikke længere være muldjord at dyrke afgrøder i, fastslog FN i 2014.