År 9 efter Loopet
KAPITEL 1
Naturen har generobret Los Angeles, men det er en natur der er hørt op med at sætte frugt. Da alle dyrene pludselig forsvandt – eller rettere: holdt op med at opføre sig som dyr – forsvandt også behovet for slige kulørte og sukkerholdige lokkemidler. Da der kun var vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen dét som naturen altid har gjort: Den tilpassede sig. Altså ingen frugt. Frugt. Mark kan huske abrikos-træet som han plantede på sin mors grav. Prunus armeniaca. Han kan stadig huske navnet, midt i alt det glemte. Nu er han voksen, fucking midaldrende, men har svært ved at huske hvor gammel han må være blevet, en 57-59 stykker, cirka. Han må konsultere den soldrevne evighedskalender på motellets kontor for at vide det præcist. Men kort efter har han altid glemt det igen. Hvor lang tid er der gået siden Loopet? Otte år? Ni? Tolv? Når intet og – især – ingen relativerer ét tidspunkt i forhold til et andet, så mister nu’et sin kontur, og tidsfornemmelsen går i opløsning: Mark sover og vågner næsten uden at skifte tilstand; han kan være midt i at fouragere, stoppe op for
