»Ingensinde kan nogen ikke aldrig«

Bob er flyttet fra Lolland til en lille etværelses lejlighed i Vanløse sammen med sin kæreste, der som den eneste af de to har et egentligt formål med tilflytningen: Hun skal studere på universitetet. Denne kæreste er den navnløse hovedkarakter og fortæller fra den forrige roman de, som nu har bevæget sig videre over i BOB. Denne gang udgør hun på forunderlig vis romanens jeg-fortæller, for kun i romanens indledende og noget spøjse, abrupte sætning: »Flytter jeg og Bob så til Vanløse« figurerer hun som et jeg. Et jeg, der erstattes med et vi, som siden hen også fordufter og optræder mere og mere sporadisk, for hun er ikke rigtigt til stede i Bobs liv.

Modsat Bob har hun en masse at give sig til; hvis hun ikke er på studiet, så er hun på rustur eller til læsegruppemøder. Tilbage sidder Bob i Vanløse, alene og med alt for mange timer i døgnet, og overvejer, om han overhovedet skulle være flyttet fra Lolland? Helle Helle portrætterer Bob og de små hverdagslige situationer med en sådan sans for detaljer, komik og sproglig tæft, at genkendeligheden til tider ikke er helt rar, faktisk gør den lidt ondt. 

Bob forsøger krampagtigt at fylde sit nye liv i København op