Spritvåd pastiche
Covid-19 i det herrens år 2020 har afstedkommet en række kulturelle tiltag og produktioner, såsom fællessang på tv, lommefilosofi, statskritik og meditationer over det skrøbelige og altings forbundethed. Lige her før dette absolut mest udprægede annus horribilis af alle i min levetid går på hæld, vil jeg hævde, at et af de allerbedste udkom tilbage i juni måned, og at det er Harald Voetmanns H.C. Andersen-fortolkninger.
Oprindelig påbegyndt som en art feuilleton på Facebook har skriften tilsyneladende efterfølgende grebet om sig, og i en lidt skødesløs, men også underligt stram komposition fortolkes H.C. Andersen som dagbogsfører med en fortælling betitlet Fodreise – fra Nyhavn til Amalienborg med kort Ophold ved Magasin du Nord i Aaret 2020.
Som en anden Don Quijote, Rip van Winkle eller Holger Danske (eller alle tre på én gang) befinder H.C. Andersen sig pludselig i vores nutid og forsøger derfor med sit ængstelige gemyt at famle sig vej igennem København og restriktionerne.
Den lille bog er mange ting på én gang: pastiche, karikatur, samfundskritisk satire. Den fremstår på en og samme gang som en underlig krølle i det samlede værk og samtidig ko