»Hvad bliver det næste? En McBlixen-menu?«

Der var engang en bosnisk-dansk far, som havde to sønner. Den ældste søn var fire år gammel og snakkede som et vandfald. Den yngste søn var ét år gammel og forgudede sin moder, som var hun morgenstjernen selv. Af selvsamme grund var det ofte sådan, navnlig i weekenden, at faderen tog den ældste søn med på tur, mens lillebror hang på moderen, hvad end hun nu havde i sinde.

Og således blev det, at faderen og den ældste søn en rimfrossen søndag formiddag drog afsted til det lokale svømmebad. Da deres interval i børnebassinet var forbi, pakkede de atter rygsækken og satte kursen retur mod rækkehuset i forstaden. Men pludselig lød det fra bagsædet: 

»Far, far! Jeg er sulten. Jeg vil gerne på McDongle.«

»Nå,« sagde faren, »men hvad med mor og lillebror? Mon ikke de venter på os derhjemme med frokost. Mor har faktisk lovet at bage vafler i dag.«

»Nej!« skreg drengen. »Jeg vil have nuggets og pomfritter! Jeg vil have æblejuice! Jeg vil have en is med krymmel!«

Og det slog faren; 200 kroner; han sad bogstavelig talt på 200 kroner. Den sjældne seddel, kom han i tanke om, lå jo i tegnebogen i venstre baglomme. Hans egen fader havde stukket ham den forleden dag