Autentiske Auschwitz

Coronakrisen er vel nok en spændende begivenhed at være vidne til: spærretid, hamstring, skibskatastrofer og pludselig død. Endelig er der stof til de røverhistorier, jeg fra tid til anden fantaserer om at fortælle mine imaginære børnebørn, mens jeg klapper dem på hovedet og forsikrer dem om, at de nok også en dag skal få lejlighed til at se de syv verdenshave. Endelig kan jeg mærke verdensånden puste mig i nakken, tænkte jeg, og jeg fik fornemmelsen af at bevidne noget historisk, da en sortklædt Mette Frederiksen bekendtgjorde »situationens alvor«. Ja, sådan var det, før situationens egentlige alvor havde forankret sig nok i mig til at stoppe den perverse tankerække.

Jeg har sidenhen også erfaret, at det slet ikke føles spændende at sidde på sin flade røv på Nørrebro og spritte sine hænder både før og efter de jævnlige ture i Brugsen. Jeg føler mig nu som en slags småborgerlig, patetisk og privilegeret version af de ungkarle, der hovmodigt marcherede mod deres død i skyttegravene, da de meldte sig som rekrutter ved Første Verdenskrigs udbrud for at få sig en på opleveren. Også de blev slemt skuffede. Ikke så meget over karantænens trivialitet, me