Print artikel

Autentiske Auschwitz

Essay
21.04.20
Auschwitz er blevet udnævnt til et Top Travellers Choice. Mikkel Boris udnytter sin karantæne til at betvivle rejseoplevelsens meningsfuldhed.

Coronakrisen er vel nok en spændende begivenhed at være vidne til: spærretid, hamstring, skibskatastrofer og pludselig død. Endelig er der stof til de røverhistorier, jeg fra tid til anden fantaserer om at fortælle mine imaginære børnebørn, mens jeg klapper dem på hovedet og forsikrer dem om, at de nok også en dag skal få lejlighed til at se de syv verdenshave. Endelig kan jeg mærke verdensånden puste mig i nakken, tænkte jeg, og jeg fik fornemmelsen af at bevidne noget historisk, da en sortklædt Mette Frederiksen bekendtgjorde »situationens alvor«. Ja, sådan var det, før situationens egentlige alvor havde forankret sig nok i mig til at stoppe den perverse tankerække.

Jeg har sidenhen også erfaret, at det slet ikke føles spændende at sidde på sin flade røv på Nørrebro og spritte sine hænder både før og efter de jævnlige ture i Brugsen. Jeg føler mig nu som en slags småborgerlig, patetisk og privilegeret version af de ungkarle, der hovmodigt marcherede mod deres død i skyttegravene, da de meldte sig som rekrutter ved Første Verdenskrigs udbrud for at få sig en på opleveren. Også de blev slemt skuffede. Ikke så meget over karantænens trivialitet, men over at se, hvad menneskelig ondskab kan bedrive det til. Virkeligheden er oftest enten mere kedelig eller forfærdelig, end vi forestiller os.

For mens der er tvivl om mine stakkels imaginære børnebørn, er det sikkert og vist, at jeg har kedet mig bravt. I hvert fald nok til, at jeg har brugt de seneste dage på at fantasere om at rejse ud i verden, og via forskellige mellemregninger er endt med at genoptage en pervers gammel fritidsbeskæftigelse: at læse Tripadvisor-anmeldelser af holocaust-mindesmærker.

Det begyndte, da jeg for et par år tilbage opdagede, at Auschwitz var blevet tildelt et udmærkelsescertifikat og var fremhævet som et Top Travellers Choice. Særligt de gennemsnitlige anmeldelser, der honoreres med 3 ud af 6 stjerner, begyndte da at interessere mig som dokumentation af en menneskehed, jeg ikke helt forstår. Folk skriver dem ikke i affekt. De er hverken harmdirrende vrede eller faldet næsegrus af beundring. De noterer nøgternt deres oplevelse, vurderer dem og deler det med resten af verden, som om det nu var naturligt.

Oprindeligt kom jeg til at tænke på Shahak Shapiras Yolocaust-projekt, hvori han photoshoppede poserende turister ved holocaust-mindesmærket i Berlin ind på historiske fotografier fra KZ-lejrene. Dels for at gøre opmærksom på værkets egentlige symbolske betydning, dels for at eksponere en usmagelig tendens til at promovere sig selv i omgivelser, der mindes den moderne histories største forbrydelse. Og jeg fandt også en mærkværdig Vice-artikel, der skildrer holocaust-turisters brug af hashtags.

Jeg overvejede for en stund, om jeg skulle melde mig ind i de forargedes kor og skrive et slags essay om turismeindustrien, anmelderkultur på internettet og folks manglende evne til at se ud over deres egen forpulede næsetip. Men jeg konkluderede, at jeg ikke kunne tillade mig at moralisere. For kz-anmelderne var trods alt taget ud for at opleve lejrene og de havde tilmed gjort sig den ulejlighed at danne sig en holdning til det, de mødte. Men, tænkte jeg, da jeg i karantænetiden vendte tilbage til den gamle mappe med screenshots, måske kunne anmeldelserne alligevel sige noget interessant om, hvordan det er at opleve.

En slags oplevelse

Sidste sommer stod jeg på pladsen foran Goethes hjem i Weimar. Nogle vinbønder fra Mosel var kørt den lange vej til Thüringen, hvor de solgte deres middelmådige vin til 2.5 euro glasset fra det, man vel kan kalde winetrucks. Solen skinnede, som den nu gør en gang i mellem, på en scene stod en duo og spillede en schlager-version af Sweet Home Alabama, og luften var elektrisk af fleece-trøjer, der gned sig mod hinanden, når folk møvede sig frem i køen til de lune pretzels. Det var på alle måder gemütlich. Jeg burde egentlig have været fuld af benovelse over at hænge ud lige dér, hvor Goethe, Schiller og Herder hang ud. Jeg burde have beruset mig i value-for-money spätburgunder, den klassicistiske arkitektur og de røgede pølser. Men jeg følte den ikke rigtig. Når jeg så rundt på de tyske pensionister, der morede sig, kunne jeg ikke tænke på andet end, hvor mange jøder de mon var i stand til at slå ihjel. Samtidig kunne jeg ikke få adgang til det Weimar, jeg havde forventet at møde. Her var hverken hverken sturm und drang eller humanistisk dannelse. Her var turistet. Her var rigtige mennesker, og det virkede uautentisk, ferieagtigt og løssluppent.

Dagen efter kørte jeg de 12 kilometer ud til Buchenwald. Det var perfekt. Tågen var tæt og støvregnen var ansvarlig for en grå, trøstesløs atmosfære. I torturkælderen drev fugten ned i væggene i flommefede dråber, mine ruskindssko var gennemblødte, og selv i den ellers så permanente udstilling frøs man, som om man aldrig havde gjort andet. Jeg fik en pervers fornemmelse af at fange en stemning, for det levede op til alle mine forventninger om, hvad en koncentrationslejr var. Inde i udstillingen fik jeg bekræftet mine anelser fra vinsmagningen i Weimar. Jeg kunne læse, at Weimar og Buchenwald var tæt forbundne, at lokalavisen havde udgivet nyheder fra lejren (såsom hvem der nu var blevet henrettet), at byens forretningsdrivende havde tjent fedt på lejrens tilstedeværelse og at nazisterne nød så meget opbakning, at de havde kunnet marchere frit allerede i 1926. Det, følte jeg, understøttede min fuldstændig urimelige antagelse om de kåde tyske turister og deres evner til at slå ihjel, var de ikke sluppet så nådigt at være blevet født et årti for sent. Jeg kørte derfra med en følelse af opløftet sørgmodighed over at være en autentisk oplevelse rigere.

Simuleret autenticitet

Filosoffen Mark Greif, udgav i 2005 essayet The Concept of Experience (The Meaning of Life, Part 1), hvori han skriver, at det moderne menneske har erstattet jagten på lykke og nydelse med jagten på oplevelser. Eller erfaringer om man vil. Eller experience, hvis man nu vil være både pedantisk og vægelsindet. For hvor nydelsen er flygtig og lykken sjældent kommer på kommando, er oplevelser nemmere at opnå og akkumulere. Vi sorterer dem, sammenligner dem med hinanden og fortæller vores venner om dem, når de har fortalt om deres. I og for sig bliver det underordnet, om oplevelsen nu også er god eller dårlig: »It can only be had or missed, life only used or wasted. Even the bad things, you become reluctant to wish undone,« skriver Greif.

Her er rejsen blevet den primære made at søge nye oplevelser på. Dér sanser man stærkere, man lærer om andre kulturer, og man kan tilmed simulere, at man lever en andens liv, måske endda i en anden tid. Åh, om man da bare havde været en tysk digter, der spankulerede rundt blandt andre tyskere digtere i Weimars storhedstid. Ja, man har måske for alvor stof til et essay, hvis man får et glimt af livet i sin yderste potens, den hobbesianske naturtilstand blandt muselmændene i Buchenwald.

Det er naturligvis værd at bemærke, at oplevelsen helst ikke må blive for autentisk. Man skal ikke have læst mange siders Primo Levi for at forstå, at denne naturtilstand er noget af det mest forfærdelige et menneske kan udsættes for. De færreste af os ville i øvrigt næppe sætte pris på at leve i et med naturen, som jo hverken kender til retfærdighed eller menneskerettigheder. Men nogle af os forestiller os alligevel, at det er helt idyllisk, når vi er på telttur i Sydsverige eller går en tur i Dyrehaven. Hvis bare der altså ikke var så mange myg. Det skal gerne gå relativt gnidnings- og smertefrit til. Jeg skal føle mig tryg, mæt, varm og nogenlunde udhvilet. Så oplever jeg bedst.

Jeg vil præsenteres for en virkelighed, der synes reel, men er renset for de lidelser og den kedsomhed, som virkeligheden nu engang består af.

Omvendt skal oplevelsen være autentisk nok til at bringe mig en smule ud af balance. Jeg tager eksempelvis ikke på ferie længere. Jeg afskyr strømlinede ikke-steder som shoppingcentre, lufthavne, handelsstrøg og fortificerede ferieresorts. Jeg hader, når menukortet er oversat og endnu værre, hvis der er billeder af maden. Nej, så hellere bestille noget, man ikke ved, hvad er, og så glæde sig over, at prisen er det halve af, hvad den er derhjemme. Det skal være lidt besværligt, så jeg bor gerne hos en lokal, spiser i hvert fald lokalt og bruger helst den lokale offentlige transport, selvom jeg har råd til Uber. Jeg vælger også mine rejsedestinationer, så de er populære nok til, at jeg føler mig tryg og så tilpas upopulære, at de ikke er overrendte. Jeg søger en slags simuleret autenticitet, hvor jeg kan være vidne til en slags aura af noget autentisk og verdenshistorisk, men får det serveret i veltempererede omgivelser.

Det var lige dér, at min oplevelse i Buchenwald ramte plet. For selvom vingildet i Weimar rummede ægte levet liv, var det i koncentrationslejren, jeg fandt den balance, der konstituerer en vaskeægte simuleret autentisk oplevelse.

Når jeg læser de føromtalte anmeldelser af koncentrationslejre, konstaterer jeg, at denne balance kan være enormt besværlig at finde. På den ene side efterspørger folk det ”autentiske” fremfor det ”friserede” og ”kliniske”. De vil have atmosfære, komme nærmere at opleve, hvordan det mon har været og sågar opleve en slags emotional stress. På den anden side er der andre, der brokker sig over, at lejrene ikke er behagelige nok; at der er problemer med udtalen i informationen, at toiletforholdene er tarvelige, eller at lejrene ikke er tilpas fremkommelige for gangbesværede. En bruger fik endda en oplevelse af, at der var mangel på mad, lange køer, ingen pauser og total mangel på privatliv under opholdet i Auschwitz.

Ifølge en artikel fra Momondo, er den søgen efter autenticitet og uopdagede destinationer en slags trend på linje med miljøbevidsthed og distribueret arbejde. Og skal man tro litteraten Hans Ulrich Gumbrecht, så skyldes min søgen efter det autentiske, at jeg er omgivet af det, han kalder network channels; gennemkommericialiserede, tidsløse rum »immune to all local specifications and flavors«.

Paradokset er, at den simulerede autenticitet er lige så lidt virkelig, som de Airbnb-lejligheder jeg bor i, er rigtige hjem. De er simulerede hjem, som skal overbevise mig om, at jeg lever et autentisk lokalt liv. For jeg gider jo ikke leve i rigtige lokale hjem, som typisk ligger længere væk fra bycentrum, er fyldt med personlige genstande og indbefatter alt fra fedtpletter på komfuret til hårrester i afløbet. Jeg vil præsenteres for en virkelighed, der synes reel, men er renset for de lidelser og den kedsomhed, som virkeligheden nu engang består af.

En radikaliseringslogik

Som Greif også bemærker, er problemet med disse oplevelser, at de er underlagt en radikaliseringslogik, som påbyder det oplevende menneske konstant at maksimere dem. For mange dates gør forføreren kynisk, for mange byture gør den festende blasert, og den rejsende forfalder til sidst til ren og skær kategorisering: Har man set en italiensk kystby, har man set dem alle. Derfor er det oplevende menneske dømt til at udforske stadigt mere radikale steder. Først erstatter man måske Italien med Kroatien, derefter går turen til Georgien, Tjernobyl og når man har været forbi alverdens slumkvarterer, ender man som krigsturist. Som eksempelvis dem, der blev lokket på guidede ture i Golanhøjderne, hvorfra de kunne følge de daglige skududvekslinger på den sikre side af grænsen til Syrien.

Denne logik synes at udspille sig på alle niveauer. Synapser får sværere ved at affyre, når de bliver overstimulerede, samfund holder op med at reagere på det, der før var kriser, og holocaust-turister keder sig, når koncentrationslejrene hober sig op i deres indre oplevelseskartotek. Det fremgår således af flere Tripadvisor-anmeldelser, at tidligere erfaringer med kz-turisme har en dulmende effekt på selve oplevelsen.

Anmeldelserne udkrystalliserer sig i nogle centrale elementer ved vores ulideligt lette corona-tilværelser. For pressemøderne bliver mere og mere trivielle jo flere, vi ser. Søren Brostrøm mister sin nyhedsværdi, snart bliver Knud Meldgaard også trættende, dødstallene bliver langsomt til statistikker, og glæden ved at kunne arbejde i underbukser fortager sig på tredjedagen.

Den autentiske virkelighed er sjældent særligt spændende, og selv når den vitterligt er dramatisk, føles den mat, når ikke den er kurateret, iscenesat i en spændingskurve, anviser en form for nødudgang og i øvrigt tilbyder indlagte pauser, hvor man kan lade vandet og købe et glas sur hvidvin, inden klokken ringer én ind igen.

Verdenshistorien er blevet hverdag, og den føles desværre ikke så spændende, når man sidder midt i den. Heldigvis keder jeg mig bare. Heldigvis er det endnu ikke blevet forfærdeligt.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.