I ferien er alle forfattere

Ferien er en skarpt afgrænset periode, hvor man beslutter sig for at have god samvittighed. Der skal læses romaner, ses film. Hængekøjen finder sin årlige og kortlevede berettigelse inden den igen ender i et skur. Hverdagen suspenderes, og en god del bekymringer går op i solcreme og badehætter.

På den måde er den store F Ferie en mental kategori, som man lægger friheden ind under. Man holder først ferie når man kalder det »ferie«, også selvom et samfund som det danske for længst har nået et stadie, hvor det er muligt at holde helt fri efter arbejde. Her skriver Roland Barthes for eksempel om, hvad det vil sige når en forfatter holder ferie:

»[Forfatteren] indrømmer at han er udstyret med en menneskelig eksistens, med et gammelt sommerhus, med familie, med shorts, med en lille datter, osv.; men forfatteren er forskellig fra de andre arbejdere, som skifter deres essens, og som på stranden ikke længere er andet end ferie-skabere, ved det at han beholder sin forfatternatur over alt«

Læseren kan trygt ignorere den lidt pompøse skildring af forfatteren som en slags ferierende essens i badeshorts. Det er nemlig ikke (kun) forfatterens måde at dandere den på,