Autenticitetens sidste bastion
»Det er jo ikke mig, de mener« tænker vi, mens de demonstrerer mod masseturisme i Barcelona, Malaga og på De Kanariske Øer, når de forbyder krydstogtskibe i Venedig og Airbnb i Berlin. Vi anser os selv for autentiske turister, så længe vi har googlet ”where do locals eat” inden ankomst og ikke tropper op i store grupper. Men lad os bare se det i øjnene: Den autentiske rejse findes ikke. Men forbavsende nok findes der alligevel måske en flig af autenticitet på det sted, der netop er skabt til lige præcis turisterne og ikke prøver at illudere et stykke original lokalkultur, et sted, der er kunstigt helt fra fødslen og aldrig kan blive andet, nemlig: museet.
På min rejse rundt i Sydeuropa denne sommer fandt jeg i hvert fald mere originalitet, egenart og kuriøs lokalkultur på en række forskellige skøre museer, jeg mere eller mindre tilfældigt stødte på og havde næsten for mig selv, end jeg gjorde på de nøje udvalgte destinationer i sig selv. Alle turisterne skulle jo spise fondue inde i Gruyères og se chokoladefabrik (sponsoreret af Nestlé), og der findes så rigeligt med vigtig kunst man skal se: Picasso, Chagall, Dalí og Matisse har pisset deres territorium godt af, og perlerækken af paladser fyldt med renæssancekunst skal nok holde selv den mest ambitiøse turist beskæftiget. Men must-sees er kun toppen af isbjerget. De fleste flækker har et museum. Måske er det dem, man skal rejse efter?
Gruyères er en hyggelig middelalderlig alpeby præget af en tung dunst af ost. Hver dag tager den imod horder af turister, der ruller ind i busser for at spise fondue. Men byen er også hjem for et særdeles særegent museum, der for kendere er en rejse til Schweiz værd i sig selv, men som, vurderer jeg, 99% af de osteglade gæster forbigår uden at blinke. Der er tale om kunstneren H.R. Gigers private samling, placeret i et lille slot midt i byen. Giger er nok mest kendt for at udtænke og forme Alien-figuren fra filmen af samme navn, en bedrift, der både sikrede ham en Oscar og gjorde ham til folkeeje. Men inden da var Giger bestemt ikke en vellidt kunstner, særligt ikke i sin hjemstavn og omegn. Det var for vulgært, ikke rigtig kunst og så videre. Da Giger endelig fik succes, åbnede han museet her som en slags hævn. Han omdannede simpelthen et slot til et rædselskabinet midt i den småborgerlige idyl. Komplet med en tilhørende bar, hvor man kan sætte sig til rette i stole udformet af knogler fra en kvindes underliv.
Hvad får jeg ud af at gå fra rum til rum på museet, hvor det ene værk er mere aparte og grænseoverskridende end det næste? Intet andet end ren glæde.
Den dag i dag er de stadig et umage par, byen og museet. Lige udenfor står en kvinde i fuldt alpekostume og serverer ost. Bag den tunge dør gemmer sig en kavalkade af værker, der sætter bondage, afhuggede kropsdele, torturfantasier og tentakler i centrum. En kvindes torso med tunger som brystvorter. Sexlegetøj, der spidder brugeren. Et tog lavet af kranier.
Det er måske første gang, jeg befinder mig på et museum, hvor hver en celle i mig er fuldstændig sikker på, at denne kunstner har lavet lige præcis den kunst, han har haft lyst til. Hvad får jeg ud af at gå fra rum til rum på museet, hvor det ene værk er mere aparte og grænseoverskridende end det næste? Intet andet end ren glæde. Man kunne sagtens skrive om grænsen mellem mand og maskine, foreningen af liv og død i reproduktionen og så videre, men det, der interesserer mig mest, er i virkeligheden blot, at denne kunstner, der har påvirket populærkulturen så massivt, har skabt sit eget sted, der på én gang er rædselsfuldt og morsomt. Giger har selv udtalt, at han lavede kunst for at undgå at blive sindssyg. Noget af en kliché, men her er man ikke i tvivl. Han har givet alt det grumme, der levede inden i ham, liv. Og når man står overfor det er det pludselig ikke så farligt. Det forbudte lever i os alle – også i denne konservative middelalderby.
I den nærliggende landsby Rossinière er de lokale tilsyneladende er blevet enige om at dedikere byen til katte. En vanvittig grim Volkswagen er dækket med pels og påsat knurhår, snude og øjne, den står foran togstationen og byder besøgende velkommen. Over alt står der katteskulpturer, der er malet store katte på husene, og en af byens eneste butikker sælger kun kattemerchandise. Det viser sig, at kattene slet ikke er til ære for katten selv, men for den berømte fransk-polske modernistiske kunstner Balthus, ven af Camus, inspirationskilde for Picasso og Breton. Balthus boede i Rossinière under sit livs sidste år, og katten var blandt hans yndlingsmotiver i en sådan grad, at han fik tilnavnet kattekongen. Efter kort tids søgen finder jeg da også et Balthus-museum af en art. Der er ganske vist ikke udstillet et eneste af hans malerier, kun få litografier. Det er byens kapel, man har valgt at omdanne til et sted, hvor man kan mindes Balthus og blive klogere på hans liv. Således er kapellet fyldt med bøger om Balthus og hans slægt. Det er alt sammen meget minimalistisk. Fra højtalerne lyder et sælsomt stykke musik, det er Patti Smith, der har komponeret det. Som om et venligt spøgelse går gennem kapellet. Hvorfor i alverden har den verdensberømte musiker skrevet et stykke musik til dette yderst minimalistiske ”museum” beliggende i en blindgyde af en alpelandsby uden en turist i sigte?
Men engang var den katteglade by ikke nogen blindgyde. Da Balthus levede og boede i Schweiz’ største bjælkehytte, var det et kunstnerisk centrum, hvor alle fra Wes Anderson til Dalai Llama kom for at rekreere. I dag bor Balthus’ kone stadig i huset med sine to kæleulve. Er dette Schweiz’ svar på Twin Peaks? Byen sover, men spøgelsesmusikken strømmer fra kapellet. Hvor er alle de andre turister blevet af? Med al sandsynlighed befinder de sig på den velbesøgte chokoladefabrik Cailler, der ligger et stenkast herfra. Et sandt propagandamuseum ejet af Nestlé, hvor smagsprøverne er ubegrænsede, men chokoladen billig og entrébilletten svimlende dyr. Som kvæg drives man i små flokke fra et rum til det næste, med hver vores lille chokoladetelefon ved øret, der guider os gennem »The wondrous tale of chOcOlaTE,« som stemmen messende gentager igen og igen. Her er den kolonialisme, der bragte chokoladen til Europa, mest af alt bare en spændende historie om krigere fra gamle dage, og i den sektion, hvor man præsenteres for den moderne produktion, bliver børnearbejde præsenteret som et familieforetagende. Ja, her er der lang kø til indgangen. Men chokoladefabrikken passer også lige ind i den mest bekvemmelige, turismevenlige fortælling om Schweiz.
I Venedig var der denne sommer lidt samme stemning som i Gruyères. Byen er blevet så overbefolket, at bystyret har valgt at forbyde krydstogtskibene og begrænse, hvor store grupper af turister må være. Når man forsøger at møve sig gennem pølen af mennesker, der alle skal tage det samme billede fra den samme lille bro, forstår man det godt. De lokale bliver jaget ud af deres egen by, vrede gondolierer med sminkede kinder og stribede t-shirts skuler vredt, hvis man ikke er parat til at give 700 kr. for en sejltur. Ligesom i Gruyères er Venedig museet i sig selv. Hvis man vil undgå turister, kan man tage på Biennalen. Der så jeg stort set ikke et øje. Biennalen var pudsigt nok det mindst turistede sted, jeg opholdt mig i byen. Hvad vil folk gerne opleve, hvis ikke en af verdens største kunstbegivenheder? Tja, velsagtens udsigten til at finde vej til en afsides lille gade med en hidden gem af en familieejet restaurant. Jeg finder selv en sådan selvsamme aften, og ved siden mit bord sidder et par, der bestiller alt på menukortet, fotograferer maden fra alle vinkler, spiser tre bidder og forlader stedet. Pastaen filmes med samme iver og efterlades derefter med samme skuldertræk som turister, der er taget på Louvre for at tage et billede af Mona Lisa uden helt at vide hvorfor.
I Italien er der ellers nok absurde museer at rejse efter, fx er en hel håndfuld torturmuseer spredt i en række toskanske landsbyer, opdelt i kategorierne ”tortur” og ”tortur med døden til følge.” Der er også et lortemuseum, som er svært at nå frem til med offentlig transport. Og endelig er der et slangebøssemuseum, hvor ejeren efter sigende uddeler en årlig slangebøssepris til en person, der har ramt plet i den offentlige debat.
Her er det autentiske Europa så, serveret på et sølvfad. Genkendeligt for gæsterne, gennemskuet af kunstnerne, nu får vi, hvad vi har bedt om.
På vej tilbage mod Danmark, gør jeg holdt i Lyon. Her ligger museet for film og miniature. Egentlig er museet hverken småt eller ukendt, men der er relativt affolket. Museets stifter hedder Dan Ohlmann, og har egentlig arbejdet i kulisserne på teatre og i operaer det meste af sit voksenliv, mens han sideløbende har dyrket sin passion for miniature. Nu har han åbnet et museum for sit nørderi, der både rummer artefakter fra kendte og ukendte film samt en hel etage med bittesmå miniatureopstillinger, som Ohlmann selv og en række andre kunstnere har udformet. Miniatureafdelingen åbenbarer sig dog først på museets øverste etage. Inden da skal man igennem flere etagers filmartefakter. Det kuriøse er, at Ohlmann tilsyneladende ikke interesserer sig for filmenes kvalitet. Her er det håndværket, der er interessant. Detaljegraden i de mindste genstande. Derfor er blodige protester fra alverdens b-gysere placeret side om side med rekvisitter fra Quentin Tarantinos mesterværker. Børnefilmsfiguren Stuart Little og Wes Andersons ikoniske Mr. Fox. Alle tænkelige genstande fra Harry Potter, fra Weaslys flyvende bil til Viktor Krums sko, hvad laver de dog her? Hvorfor står de ikke og genererer penge i Harry Potter World? Og hvorfor er alle Eddie Murphys fedmekostume placeret så henkastet overfor? Der er noget befriende ved at sætte håndværket så meget i fokus, at man som filmnørd må glemme sit snobberi og nyde det umiddelbare arbejde, der ligger bag en film. Det fjerner ikke magien at få afsløret hemmelighederne bag de værker, der har formet os, tværtimod.
Alligevel er det miniatureafdelingen, der fuldender museets koncept: Det handler om kunsten at sætte en scene. Gennem ruder så små som en iPhoneskærm kan man kigge ind i hele verdener. En rodet metrovogn, en sydeuropæisk kiosk, en lyonesisk restaurant. På den ene side får de små, detaljerede rum pludselig hverdagen til at virke så særlig. Lidt som animationsfilm fra det japanske Studio Ghibli kan få ris og æg til at ligne det mest smagfulde mad i verden. Men på den anden side, som scenerne bliver flere og flere og stadig mere specifikke, som de begynder at mime min ferie, med kunstudstillinger i miniatureformat, romerske templer, en berømt opera, middage, jeg har indtaget, føler jeg mig også gennemskuet. Her er det autentiske Europa så, serveret på et sølvfad. Genkendeligt for gæsterne, gennemskuet af kunstnerne, nu får vi, hvad vi har bedt om. I er jo alle ude efter det samme alligevel, fortæller de små rum mig, også selvom museet tæller endnu et i rækken af institutioner, jeg har haft næsten for mig selv.
Det føles mere autentisk at beskue min ferie gennem disse miniatureopsætninger end at træde ud i Lyon igen. Hvorfor? Jo, hvis Giger, Balthus og Ohlmann har noget til fælles, så er det, at deres museer kunne have ligget hvor som helst. Ligesom Venedigbiennalen kunne have ligget hvor som helst. Der er ingen leflen for turisterne og vores behov for at få opfyldt vores idéer om et sted, de ligger her bare, fordi det har været belejligt for stifteren, fordi de tilfældigvis boede her eller noget i den stil. Der er noget tilfældigt ved det, som kan antænde følelsen af, at man har fundet noget ægte.
Denne sommer har den europæiske masseturisme optaget de fleste danske medier. Men hvis det ikke længere er kulturinstitutionerne, men byerne i sig selv, der udgør Europas museer, så er det klart, at autenticiteten er forsvundet. Som Walter Benjamin skrev i essayet Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidalder: » Selv ved den mest fuldendte reproduktion forsvinder én ting: kunstværkets her og nu – dets unikke eksistens på det sted, hvor det befinder sig. Men gennem denne unikke eksistens og ikke gennem noget andet fuldbyrdedes den historie, som det har været underkastet, så længe det har bestået.« Sker dette, skriver Benjamin, vakler tingens autoritet, og dens aura sygner hen.
Europa er blevet en karikatur på sig selv for at tage hensyn til de turister, der betaler gode penge for at opleve det autentiske Europa. Steder som Gruyères og Venedig er blevet reproduktioner, der ser ud, som der skal, der er stadig dejligt, men noget er galt. Du kan købe de samme souvenirers i alle byer, du skal aldrig køre mere end en time for at besøge et Picasso-museum. Stedets ånd er blevet et produkt, autenticiteten er en saga blot. På nær på de obskure museer, der af en eller anden grund findes i hver en lille flække, som ikke spejler eller reproducerer en forventning hos beskueren. Autenticitetens sidste bastion.
