Autenticitetens sidste bastion

»Det er jo ikke mig, de mener« tænker vi, mens de demonstrerer mod masseturisme i Barcelona, Malaga og på De Kanariske Øer, når de forbyder krydstogtskibe i Venedig og Airbnb i Berlin. Vi anser os selv for autentiske turister, så længe vi har googlet ”where do locals eat” inden ankomst og ikke tropper op i store grupper. Men lad os bare se det i øjnene: Den autentiske rejse findes ikke. Men forbavsende nok findes der alligevel måske en flig af autenticitet på det sted, der netop er skabt til lige præcis turisterne og ikke prøver at illudere et stykke original lokalkultur, et sted, der er kunstigt helt fra fødslen og aldrig kan blive andet, nemlig: museet.

På min rejse rundt i Sydeuropa denne sommer fandt jeg i hvert fald mere originalitet, egenart og kuriøs lokalkultur på en række forskellige skøre museer, jeg mere eller mindre tilfældigt stødte på og havde næsten for mig selv, end jeg gjorde på de nøje udvalgte destinationer i sig selv. Alle turisterne skulle jo spise fondue inde i Gruyères og se chokoladefabrik (sponsoreret af Nestlé), og der findes så rigeligt med vigtig kunst man skal se: Picasso, Chagall, Dalí og Matisse har pisset deres territorium godt af,