Det maskuline raseri er fuld af sorg
En far dør og bliver på tilsyneladende uceremoniel vis båret ud af barndomshjemmet i sorte plasticsække, »nu har vi ingen far mere, sagde Jonas, jeg sagde jeg har ønsket livet ud af ham så langt tilbage jeg kan huske, det har vi alle, det udelukker ikke kærlighed.«
Sådan står det, og det er lige præcis i det følelsesmæssige krydsfelt, bogen udspiller sig. For hvordan kan man lade være med at hade en far, der har været fraværende og fuld, og hvordan kan man ikke elske ham. Så det prøver man at gøre. Samtidig.
Handlingen udspiller sig i tæt beskrevne erindrede scener fra jegets barndom og i tiden op til og efter farens død.
Erindringerne kredser om, eller snarere, de kredser ud fra naturen og skovene. Hele tiden indledes der med nøgternt opmærksomme sætninger, der ser skoven, sneen, der falder, og dyrene og deres spor. I skovene findes der både en skrøbelighed og en voldsomhed, og det er som om, jeget forhandler imellem de to udveje eller strategier. På den måde stilles der også spørgsmålet: hvordan er, eller bliver, man til en mand? hvordan finder man en maskulinitet man kan holde ud at være i?
