»Du står lige dér, hvor min bror blev dræbt«

En israelsk soldat hæver et kort øjeblik sin automatriffel mod mig. 

Så gør han fagter til, at jeg skal gå en omvej gennem en ukrudtsmark for at nå frem til en gruppe palæstinensiske journalister, der har stillet sig op uden for lejren. 

»Vi filmede dig, da du kom gående. Vi var bange for, at du ville blive skudt,« siger en af de lokale journalister med en lettet mine, da jeg endelig når frem til gruppen.  

Her står vi side om side med ambulancereddere i hvidt og rødt, der ikke får lov til at køre ind i lejren og evakuere de sårede. 

Vi er de eneste mennesker på gaden. Tulkarem forvandler sig til en spøgelsesby, og en skrøbelig ro sænker sig, hver gang det israelske militær invaderer. 

Indtil eksplosioner og skudsalver inde fra lejren afbryder stilheden.  

I lokale WhatsApp-grupper deler lejrens beboere mobilvideoer filmet fra deres vinduer i smug. Unge mænd i håndjern med hvide bind for øjnene føres ind i pansrede vogne af IDF-soldater. En bulldozer er i gang med at rive asfalten i lejren op. En kvinde med sort tørklæde går forbi en mandskabsvogn med hænderne i vejret. 

En blodpøl blander sig med en vandpyt på en muddervej i en af videoerne. En ung mand er blevet dræbt.  

»Det er hans blod, drenge,« hvisker stemmen, der filmer gerningsstedet på afstand. 

De israelske militærkampagner på Vestbredden har siden Gaza-krigens udbrud den 7. oktober 2023 skabt massive ødelæggelser og kostet over 500 palæstinensere livet. 

Over en femtedel af drabene er sket i Tulkarem, som gør det til den farligste by at være palæstinenser i på Vestbredden sammen med Jenin. 

Men den palæstinensiske frustration er ikke kun rettet mod den israelske besættelse. De mange drab har også fået vreden over det palæstinensiske selvstyres passivitet til at nå kogepunktet. 

»Mahmoud Abbas har solgt os ud og forrådt os. Nu er vi nødt til at gribe til våben og forsvare os selv og vores lejr,« siger en palæstinensisk håndværker, der har skiftet murskeen ud med et M16-magasin. 

Ødelæggelser som i Gaza  

Dagen efter forlader de israelske soldater lejren, og beboerne begiver sig langsomt ud for dørene for at gøre status på ødelæggelserne.

Én civil har mistet livet, seks er såret og lejrens infrastruktur står tilbage i ruiner. En midlertidig Røde Kors klinik er ødelagt, vejene er revet op, vandrør destrueret, elkabler kappet og 20 huse er jævnet med jorden. 

To små piger med sorte hestehaler og skoletasker på ryggen går gennem ruinerne. En ældre mand med gråsort moustache klager over, at de israelske soldater har stjålet hans bilbatteri. 

»Jeg forstår ikke deres chikane. Hvad fanden skal de bruge den her skrotkasses batteri til?«

»Vi finder inspiration i den tålmodighed og standhaftighed, som Gazas folk viser. Der er mange familier, som har mistet flere børn end os«

I en af flygtningelejrens gyder ligner ødelæggelserne scener fra Gaza. Ifølge beboerne er det en israelsk drone, der har kastet en bombe midt på vejen og revet husenes ydervægge ned. 

Islam Mbarak, en 30-årig afropalæstinensisk kvinde, mistede sit barn i maven under angrebet. Hun var i niende uge af sin graviditet. 

»Jeg hentede medicin fra min nabo i opgangen, og da jeg skulle lukke døren, bombede dronen. Trykket fra eksplosionen smadrede døren op, som ramte mig. Derefter begyndte en unaturlig og voldsom mavesmerte, så jeg gik ind på badeværelset og kunne se blodet løbe ned ad mine ben,« fortæller hun. 

»Vi ringede til ambulancen, som prøvede at komme igennem, men de israelske snigskyttere skød advarselsskud mod den. Der gik halvanden time, før jeg kom frem til hospitalet, så jeg mistede mit barn.« 

13 faderløse børnebørn

Der bor samlet 34,500 mennesker i Tulkarems to flygtningelejre. Nur al-Shams lejr (sollysets lejr) er den fattigste og mest ødelagte af de to lejre. 

I de labyrintiske gyder mellem de nedslidte skudhullede huse finder du ikke en palæstinenser, der ikke har mistet enten en bror, søn, datter, onkel eller ven til de israelske militærangreb. 

Alligevel er familien Ghannams tragedie unik. 

Den 19. oktober mistede det ældre ægtepar Faisal og Amina Ghannam deres to voksne sønner Ahmed og Amer i et israelsk droneangreb i Nur al-Shams lejren. 

»Deres storebror Abdellatif var syg, men da han hørte om droneangrebet tæt på vores hjem, løb han ud for at se, hvem der var ramt. Da han så sine to brødre dræbt, gik han i choktilstand og blev indlagt på hospitalet.«

15 dage senere afgik storebroren ved døden. 

»Han var i forvejen kræftsyg, men vi er ikke i tvivl om, at det forhastede hans bortgang,« siger moren Amina om tabet af deres tredje søn. 

Den 19. april 2024 blev deres fjerde søn Salim dræbt.

»Han foretog sin rituelle afvaskning og forlod hjemmet for at tage til fredagsbøn. Da han trådte ud ad hoveddøren, blev han skudt i hovedet en israelsk snigskytte,« fortæller Faisal Ghannam.

»Mahmoud Abbas og hans venner i selvstyret er en korrumperet flok gamle mænd, der slapper af på veloursofaer i Ramallah, mens flygtningelejrene er forvandlet til skyttegrave.«

Ifølge familien var ingen af de første fire sønner, der blev dræbt, militante, men arbejdede som murere.  

»Vores femte søn Mahmoud kunne ikke bære at miste så mange af sine brødre, så han tilsluttede sig modstandsbevægelsen. Dagen efter drabet på Salim var han i kamp med israelerne. Hans gruppe blev omringet i et hus, og han blev dræbt af en granat,« fortæller Amina Ghannam. 

Det ældre ægtepar sidder begge i deres stue i traditionelle arabiske klæder med store portrætter hængende over dem af de to første sønner, de mistede. 

Amers datter på fire år løber ind i sit lyserøde pyjamas og sætter sig på sin farfars skød. Den lille pige hedder Yafa, det arabiske navn for Jaffa i det nuværende Israel, hvor Faisal og Aminas forældre flygtede fra under den palæstinensiske ‘nakba’ (katastrofe) i 1948 ved staten Israels oprettelse. 

Jeg spørger, hvordan det har påvirket familien psykisk at miste fem sønner på syv måneder. Faisal Ghannam tager en dyb indånding.  

»Gud betroede os vores børn som en gave og bad os passe på dem. Men Gud besluttede sig for at tage sin gave tilbage, og det er hans valg. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg tilfreds med Guds valg,« svarer han. 

Amina Ghannam fortæller, at hendes sønner tilsammen har efterladt 13 faderløse børnebørn. Hendes skuldre kollapser og ansigtet trækker sig sammen i gråd, som om tragediens omfang går op for hende halvvejs i sætningen. 

Men så retter hun ryggen igen og tørrer tårerne væk fra sine kinder.   

»Vi finder inspiration i den tålmodighed og standhaftighed, som Gazas folk viser. Der er mange familier, som har mistet flere børn end os,« siger Amina Ghannam. 

Modstandens momentum  

Den væbnede modstandskamp mod den israelske besættelse har oplevet en genfødsel på Vestbredden, der ikke er set siden den anden intifadas afslutning i 2005. 

Men det var ikke Hamas-angrebet den 7. oktober, som mobiliserede en ny generation af militante palæstinensere på Vestbredden, selvom Gaza-krigens rædsler - og at Hamas stadig holder stand militært - har styrket troen på væbnet modstand som den eneste vej til befrielse og dermed grobunden for rekruttering af nye militante.    

Det væbnede oprør mod den israelske besættelse begyndte derimod i Jenins flygtningelejre i efteråret 2021. Oprøret spredte sig til Nablus, Tulkarem og Jericho. 

År 2022 blev det dødeligste år for palæstinensere siden den anden intifada. Året efter slog volden nye rekorder og allerede inden 7. oktober 2023 havde israelske styrker dræbt 199 mennesker, herunder 42 børn, på Vestbredden i løbet af årets første ni måneder. 

I Nablus og Jericho har drabene og arrestationerne været nok til at slå oprøret halvt ihjel. 

Men i Jenin og Tulkarem er det anderledes. 

Under gigantiske, sorte, flagrende presenninger hængt op over Nur al-Shams lejrens smalle gyder for at begrænse de israelske droners syn, bliver jeg stoppet og forhørt af en gruppe unge mænd med sorte M16 rifler.

»Enhver fremmed i lejren kan være israelsk soldat undercover. Deres specialstyrker kan finde på at angribe os udklædt som alt fra skraldemænd til læger eller kvinder i niqab,« siger en af de unge mænd undskyldende, da han bliver overbevist om, at jeg er journalist.  

Væggene omkring os er hullet af granatsplinter og pyntet med billeder af unge ‘martyrer’ for den palæstinensiske sag. En af drengene er ikke en dag over 14 år gammel, og det tunge gevær ser enormt ud, som det hænger på hans barnlige krop. 

En anden teenager gnasker løs af en papbakke med ris og grillkylling ved et træbord, mens de voksne mænd ryger smøger og drikker kaffe i plastikkrus fra en hvid termokande, som flygtningelejrens beboere er kommet med for at holde moralen oppe. 

Forrådt af deres egne

»Jeg har et budskab til Mahmoud Abbas,« siger Abu Wadee, en 39-årig brunhåret mand med skægstubbe og brun-grønne øjne. 

»Mahmoud Abbas og hans venner i selvstyret er en korrumperet flok gamle mænd, der slapper af på veloursofaer i Ramallah, mens flygtningelejrene er forvandlet til skyttegrave,« siger Abu Wadee. 

Han er tidligere håndværker, men er i dag militant i Al-Aqsa Martyrernes Brigade, som er affilieret med præsident Mahmoud Abbas’ parti Fatah. 

Fatah er i disse dage splittet mellem strømninger i partiet, der støtter op om Oslo-aftalerne og sikkerhedssamarbejdet med Israel på den ene side og dem, der for længst har smidt olivengrenen på den anden. 

Spændingerne er særligt høje, da jeg møder de militante i Tulkarem, fordi palæstinensiske sikkerhedsstyrker et par dage forinden dræbte en ung militant i byen. En episode der for mange palæstinensere udstillede deres egne myndigheder som »kollaboratører.«   

»Du står lige præcis på det sted, hvor min bror blev dræbt af en drone,« siger Abu Wadee og skubber mig lidt for at vise hullerne i asfalten fra eksplosionen. 

Han beder sin anden bror, der sidder ned på en hvid plastikstol, om at rejse sig. En fjerdedel af den unge mands kranie mangler under det korte sorte hår. Abu Wadees tredje bror får lov at blive siddende. Hans fod er hævet op som en ballon og et tykt mørkebrunt ar løber fra anklen og halvvejs op af skinnebenet. Begge blev såret i israelske angreb. 

»Vi kæmper, fordi vi lever under en undertrykkende besættelse. Vi elsker livet, vi elsker at feste. Vi drømmer om at slå os ned og blive gift. Men de har dræbt så mange af os, at vi vil have hævn. Vi kan ikke tage det mere. Vi har ikke to valg. Vi har ét valg og det er at kæmpe imod,« siger han. 

»Se dig omkring. De fleste martyrbilleder på væggene er ikke billeder af modstandsfolk. Det er almindelige drenge, men hver gang israelerne dræber en af dem, tilslutter flere sig modstandskampen. Det er besættelsen, der øger vores antal.« 

Generationer af martyrer   

Skyggerne er ved at blive lange i Tulkarem flygtningelejr, der efter en lang dag med oprydningsarbejde gør klar til at begrave den civile mand, der mistede livet under gårsdagens kampe. 

Svøbt i et sort islamisk flag og et hvidt lagen, bliver den afdøde Ammar Oufi båret ud af moskeen på en båre af sine familiemedlemmer. Dusinvis af væbnede militante står klar i camouflagefarver og sorte elefanthuer, mens de affyrer skudsalver i luften som hyldest til Tulkarems 103. martyr siden 7. oktober. 

En gruppe drengebørn bærer sorte plastikgeværer, der næsten ligner den ægte vare, hvis det ikke var for den orange plastikprop på mundingen. 

Fra flygtningelejren går hundredvis af mænd i begravelsesoptoget mod byens gravsted, mens de råber slagråb om martyrdom, modstandskamp og hævn.  

»Vores flygtningelejre vil for altid forblive symboler på modstand og den palæstinensiske frihedskamp,« råber en ældre imam fra en megafon på begravelsespladsen, inden Ammars indsvøbte krop og ligblege ansigt sænkes ned i jorden.       

Siden jeg besøgte Tulkarem i starten af maj, har yderligere fire mennesker mistet livet i byen. En af dem er en militant fra Nur al-Shams lejren, som blev dræbt af palæstinensiske sikkerhedsstyrker. 

Også syv palæstinensere blev dræbt af israelske kugler i Jenin sidste uge, herunder en kirurg, en skolelærer og et barn på cykel.