Kroppen sørger også

Feature

17.02.23

Jeg havde forventet, at mit sind ville gå i sort, når min kræftsyge far døde. At min krop kunne følge trop, havde jeg ikke regnet med. For selvom de fysiske forandringer i forbindelse med sorg er et kendt fænomen i forskning, er det overset i den offentlige samtale om, hvad der sker, når et menneske, vi elsker, dør.

Maja Mackintosh

Jeg slår øjnene op og ser, at den er helt gal. Eller rettere: jeg ser kun meget lidt på mit ene øje – det er det, der er galt.

Det er fire dage siden jeg først bemærkede nogle små sorte pletter, der flød forbi mit synsfelt. Jeg var ikke videre bekymret og det var sygeplejersken fra 1813 heller ikke. Jeg talte med ham, da pletterne var blevet akkompagneret af en snigende smerte bag det ene øje.

»Dine symptomer er uspecifikke,« var svaret. Men denne morgen i maj er symptomet skræmmende specifikt: Jeg er stort set blind på højre øje. Pletterne har samlet sig til en stor, smudsig klat midt i synsfeltet og når jeg skærmer med hånden for det venstre, kan jeg kun ane lidt lys. Min bekymring skifter gear.

Det skal siges, at jeg ikke just var ubekymret i udgangspunktet. For knap to en halv måned siden har en aggressiv lungekræft taget min fars liv. Egentlig var kemoen effektiv, l