Skriv under, så revolutionerer vi kommunen

Første gang, jeg møder ham, er der mere end en måned til kommunalvalget.

Han står uden for Hovedbiblioteket i København med en vinterhue trukket godt ned om ørerne, et par slidte cowboybukser og en læderjakke, hvor flere af knapperne mangler.

Jeg går lidt i mine egne tanker, da han springer frem foran mig og rækker mig et stykke papir.

»Har du ikke lyst til at være stiller for Kærlighedspartiet til kommunalvalget? Jeg skal bare bruge dit CPR-nummer og en underskrift«, siger han hurtigt.

»Øh, det ved jeg ikke lige«, siger jeg. »Hvad står I for?«

»Kærlighed og Christiania. Men du behøver jo ikke være enig med os. Din underskrift er bare med til at give os muligheden for at stille op«.

Jeg forklarer ham, at jeg ikke vil skrive under på noget, uden at jeg ved lidt mere om det.

»Jamen, det er fint! Jeg skal også videre«, siger han og vender sig straks mod en anden forbipasserende.

På vej hjem kan jeg ikke få ham ud af hovedet. Hvad er Kærlighedspartiet for noget? Hvorfor gider han stå og samle underskrifter, når alle alligevel siger nej?

Og så var der noget ved den usentimentale måde, han henvendte sig på, som gjorde mig nysgerrig