Hvor videnskab og politik mødes
I Italien er seks seismologer for nylig blevet dømt for manddrab efter det ikke var lykkedes dem at forudse et jordskælv, der i 2009 slog 309 mennesker ihjel i den italienske by L’Aquila. Dommen er interessant af flere grunde. Ikke kun fordi den forudsætter, at forskere kan se under jordens overflade, men fordi den forudsætter, at de også kan og har en pligt til at se ud i fremtiden.
Men hvad ville der ske hvis en gruppe forskere – eksempelvis FN's klimapanel – rent faktisk gav nogle klare bud på kommende katastrofer og der ikke blev reageret fra politisk hold? Ville forskere kunne anklage politikere for ansvarsforsømmelse? Næppe. Ikke desto mindre er det situationen indenfor klimaområdet.
Forud for klimakonferencen Rio+20 i sommer blev der fra forskernes side talt med ekstra store bogstaver. »Hvis vi fortsætter ad denne vej, løber vi risikoen for at udløse pludselige og irreversible klimaændringer, som vil have katastrofale konsekvenser for menneskeheden og jorden. Vi må finde en anden vej,« sagde Yuan Tseh Lee, formand for The International Council for Science, der repræsenterer videnskabelige institutioner i 140 lande. »De videnskabelige data viser meget overbe