Mit Syn
Antiones billeder tager mig med på en hvileløs vandring i det menneskelige sind, som jeg drages af at forfølge. Ikke fordi jeg har brug for at dvæle i elendighed og smerte, men fordi jeg på denne vandring bringes i kontakt med noget indre trøstesløst.
Jeg har altid haft svært ved at sætte ord på den stemning jeg bringes i, når jeg studerer Antoine D'agatas fotografi. Det er måske netop derfor, at jeg holder så meget af hans billeder. Antoines fotografier er umiddelbare og alligevel så komplekse, at de er svære at rumme. De er umiddelbare i deres sårbarhed, hvor mennesket skildres afklædt og uden forsvar. Det komplekse opstår i følelsen af, at miste synet og blive draget ind i en bedøvende stilstand. Antiones billeder tager mig med på en hvileløs vandring i det menneskelige sind, som jeg drages af at forfølge. Ikke fordi, at jeg har brug for at dvæle i elendighed og smerte, men fordi, jeg på denne vandring bringes i kontakt med noget indre trøstesløst.
Anoines billeder af seksuelle akter, hvor forvrængede kroppe smelter sammen til en klump af menneske, finder trøst i en flugt fra ensomhed til tosomhed. Selve akten forekommer kødelig dyrisk og brutal, mens den nøgn
