Hjemsøgt af krig
Vi befinder os i Tyskland i begyndelsen af 1930’erne. Et sommerhus og den tilhørende have er så tæt på paradis på jord, som man kan komme. Husets ejer er arkitekt og har selv tegnet det, og der er tænkt over hver en lille detalje. Han og hans unge kone lever livet, hun svømmer i søen, der ligger neden for grunden, hun fanger krebs, hun slikker sol, hun inviterer på middagsselskaber.
På grunden ved siden af bor en klædefabrikant ved navn Ludvig og hans familie. De får ofte besøg af Ludvigs forældre Arthur og Hermine samt hans søster og dennes familie. Også de lever det søde liv ved bredden af den store sø, der ligger lidt uden for Berlin. Begge huse deler den samme gartner, der år ud og år ind gentager de samme årstidsbaserede opgaver; vander blomster, beskærer frugttræer, fejer blade sammen. Klædefabrikanten får bygget et badehus og en badebro for at forskønne deres tilværelse endnu mere, og de to familier lever tilsyneladende nærmest ens liv ved siden af hinanden. Der er ikke nogen forskel på dem.
Det hele er så lykkeligt, at det er lige ved at blive småkedeligt, men så ser klædefabrikanten noget over hækken, da han kigger ind til arkitekten: de heiler inde hos nabo
