Hvad skal du læse i din sommerferie? Her er anmeldernes favoritter
Kære læser,
Hvad skal man læse i sommerferien? Et stort og eksistentielt spørgsmål, som vi nu hjælper dig med at svare på. Her får du nemlig forårets bedst anmeldte bøger her på bladet, vel at mærke låst op og gratis for alle at læse.
Den mekaniske himmel af Simon Holm Pedersen
»Det er en dejlig forskruelse, der er noget befriende ved Holm Pedersens given pokker i småborgerlig pænhed. Endnu mere befriende er det så, at han viser, at man sagtens kan skrive en øm og indfølende bog om morbide og perverse emner som disse, bare man har styr på sit sprog.«
Sådan skriver Alexander Rich Henningsen i sin anmeldelse af Den mekaniske himmel, der i foråret udkom på Forlaget Escho. Anmelderen er begejstret for hele Pedersens gakkede forfatterskab, men der er en alvor i den nye roman, der klæder de absurde fortællinger om krageobservatører og chickenseksuelle. Måske findes der alligevel skønhed i en grim verden. Læs anmeldelsen her.

Den anden, den tredje, mig af René Jean Jensen
Hvis man vil forvisse sig om, at der ikke kun findes plothåndværk, men også sætningshåndværk, så er digteren René Jean Jensens første roman Den anden, den tredje, mig det rigtige sted at gå hen. Det skriver kritiker Hans Peter Madsen i sin anmeldelse af bogen, der er kendetegnet ved en »konstant og gennemtrængende velskrevethed, en vilje til, at hver eneste sætning skal være original, latterfremkaldende i sin præcision.« En rigtig digterroman, der feticherer tilværelsens stumper, når nu man ikke kan få verden i sin helhed, som en af karaktererne beskriver det.
»Jeg har sjældent læst en roman, der sætning for sætning er så håndværksmæssigt perfekt«, skriver Hans Peter Madsen i anmeldelsen her.

Dagbog 1953-58 og Dagbog 1959-69 af Witold Gombrowicz
Virtuost og legesygt værk, der endelig kan læses i sin fulde længde på dansk, kandiderer til at være et af det 20. århundredes særeste og mest besættende kulthovedværker, skriver anmelder Tobias Omø Kirkegaard Mygind om dobbeltudgivelsen af polske forfatter Witold Gombrowicz dagbøger, der er udkommet på Sisyfos. Det »virtuose og legesyge galmandsværk« ligner »vitterligt intet andet i verdenslitteraturen,« skriver Mygind, og der er da en kompliment af de helt sjældne. Find anmeldelsen her.

Foder til høns af Feline Kamber
Anmelder Anna Schmidt Andersen blev mildest talt blæst bagover, da hun læste debutanten Feline Kambers første roman. »Hemmeligheder er der nok af, og dette er en roman, man sagtens kan læse flere gange lige efter hinanden. Der bliver ved med at være nye ting at opdage og forfærdes over. Foder til høns er noget så sjældent som en omgang dansk folk horror, og så er den ganske enkelt mageløs i ordets egentlige betydning,« skriver Anna Schmidt Andersen i sin anmeldelse, der kan findes her.

Drømmepenge af Runa Lily Luth
Ofte er det et stærkt og medrivende plot, der er skyld i, at en bog kan være svær at lægge fra sig. Men i romanen Drømmepenge af Runa Lily Luth, der handler om en kvindes arbejde som camgirl, er det anderledes: det er selve sproget, der er så indbydende, sanseligt og poserende, at hver sætning er umulig at fjerne blikket fra, skriver Rebekka Bundgaard i sin anmeldelse.
»Romanen er en slikbutik, eller simpelthen en overstimulerende pornohjemmeside, hvor den ene film hele tiden overbyder den næste. Men lidt som det kan ske, hvis man scroller rundt for længe på sådan en hjemmeside, ender letheden med at blive utroværdig. Jo mere ordene vrider sig og poserer for læseren, jo mere opmærksom bliver man på, at den her roman beskriver en facade.« Læs hele anmeldelsen her.

18 traner, skrigende, på vej mod syd af Ivan Malinowski
Det er en tilbagevendende diskussion hvorvidt man bør udgive forfatteres dagbøger og på den måde inkludere dem i et forfatterskab, selvom det måske ikke var kunstnerens eget ønske eller intention. Men udgivet bliver de alligevel ofte, og dertil lyder det næste spørgsmål som regel, om det overhovedet giver mening at bedømme dem litterært. Jeppe Krogsgaard har anmeldt Ivan Malinowskis dagbog, der er udkommet på Forlaget Folke, og han mener i hvert fald, at genren kan have masser at byde på. Ikke mindst i dette tilfælde:
»At skrive dagbog kan på den måde betragtes som en form for modstand mod glemsel, som et bolværk mod døgnenes strømmen, og behøver på ingen måde være en aktivitet, der skal ende med udgivelse. [...] Det drejer sig om at være i verden og lade den sætte sig spor. Med sanserne og med tankerne og så, når dagens støj og støv har lagt sig, med sproget.« Læs anmeldelsen her.

Hvad Søger Du, Ulv? af Eva Vjezjnavjetz
Historien består ikke kun af statuer, stater og ideologier, men også af fletværk af folkemængder med vidtrækkende identiteter og komplekse sympatier. Sådan skriver Jon Kvist Sommer i sin anmeldelse af belarusiske Eva Vjezjnavjetz Hvad Søger Du, Ulv?, der er udkommet på Forlaget Palomar. Det er en forviklet og blodig historie om magt, folk, land og natur. En række egnsmytologier, der forklarer hvorfor ting, steder og floder hedder som de hedder. Det er en skildring af historiens uoverskuelige kaos.
»Hvad Søger Du, Ulv? er et poetisk og barskt indblik i belarusisk historie. Men det er også et portræt af en kollektiv og personlig erindring, der findes nu og her, der bevæger sig taktfast, omend vaklende, fra generation til generation. Fra vindråbe til vindråbe.« Sådan skriver Jon Kvist Sommer i anmeldelsen, som kan læses her.
Uværdig af Lea Ypi
Hvem får lov til at fortælle et liv, når den døde ikke længere kan svare igen, og kan man bevare værdigheden midt i historiens vold? Det undersøger den albansk-engelske filosof Lea Ypi i erindringsromanen Uværdig, der udkom i foråret på Informations Forlag, hvori hun gennem arkivmateriale, efterretningsrapporter og litterær gendigtning forsøger at stykke sin bedstemors liv sammen.
»Uværdig er stærkest dér, hvor den ikke beviser værdighedens eksistens, men viser, hvor meget arbejde det kræver at opretholde troen på den, ikke som sikker sandhed, men som en forestilling, vi ikke har råd til at miste« skriver anmelder Cornelia Filippa Vámosi her.

Beckomberga af Sara Stridsberg
Dette forår blev svenske Sara Stridsbergs nyklassiker genudgivet på dansk. Bogen om teenagepigen Jackie og det psykiatriske hospital Beckomberga udforsker hullet, der opstår, når mennesker ikke kan finde ud af at elske hinanden. Anmelder Esther Grünbaum er svært begejstret for bogen, som har berørt hende ud over det sædvanlige. Hun skriver:
»Der er i hvert fald intet simpelt svar på, hvad der bedst kan fylde hullet, hvor den menneskelige kærlighed burde være. Manglen på åbenlyse løsninger efterlader læseren alene med den fortabthed, som Jackie ikke kan udtrykke. En fortabthed, der angår både systemet og de selviske interesser, der kommer i vejen for kærligheden. Stridsbergs roman er relevant læsning i samtalen om menneskets rolle i psykiatrien og i liberalismen. Men mellem linjerne rejser Beckomberga også et meget større spørgsmål om menneskets evne til at elske i det hele taget. Og det er et smertefuldt spørgsmål at befinde sig i.« Læs hele anmeldelsen her.

Audition af Katie Kitamura
Hvis du savner David Lynch, så tyder noget på, at du skal læse den storroste Audition af Katie Kitamura, der udkom på forlaget Alpha tidligere i år. Det er en roman om »de roller, vi spiller i hjemmet, i familien, men hvor rollerne aldrig går op, hvor én maske kan lægges til side og en anden tages på med et snuptag,« skriver anmelder Hans Peter Madsen. Det er unheimlich, som i en Lynch-film, og han fortsætter:
»Det er film, jeg sammenligner denne roman med, og ikke romaner, for Audition føles med sin optagethed af de forskellige roller, vi spiller i vores egne liv, sin konstante livet er en scene-metaforik og sin evne til at skabe optrin, der klistrer til nethinden, langt hen ad vejen som et genialt arthousemanuskript, der ved en fejl – eller et lykketræf – er udkommet som bog.« Læs anmeldelsen her.


