Hvorfor griber ingen ind?

I 1932 åbnede et psykiatrisk hospital ude på landet i Sverige, i et stort kompleks af bygninger og væk fra byens virvar og forurening. Beckomberga, hed stedet. Her blev de psykisk syge sendt ud for at komme sig i fred, før de skulle tilbage til samfundet. I den svenske forfatter Sara Stridsbergs roman Beckomberga fra 2014, som netop er genudgivet på dansk, fungerer hospitalet i høj grad som protagonist. For hospitalet er, i hvad der føles som en lang periode, den eneste konstant i Jackies liv.

I 1986, da hun er tretten år gammel, bliver Jackies alkoholiserede og selvdestruktive far indlagt på Beckomberga. Det eneste hun vil, er at besøge ham. Hun har ingen venner, vil ikke ud at rejse med sin mor, og kan knap nok passe sin skole. Hun nærmest bor på hospitalet, hvor hun bliver venner med de indlagte og sågar med den fordægtige læge Edvard Winterson, som tit kører hende hjem om aftenen. 

I bogens poetiske men usentimentale sprog ligger der et løfte om en kærlighed, der aldrig bliver indløst.

Når Jackies far Jim ikke vil se hende mere, fortsætter hun med at dukke op. Hun møder patienten Paul og indleder et seksuelt forhold til ham. Først senere får hun at vide, at denne voksne mand var indlagt for at have slået sin hustru ihjel. Hvad præcis Jackie får at vide om sagen, bliver ikke gengivet. Kun hendes reaktion: »Jeg lukker øjnene, og da jeg gør det, mærker jeg igen Pauls store hænder ligge prøvende om min hals, hans varme ånde mod mit hår, et enkelt spørgsmål i mørket.« Hun havde troet, det var kærlighed.

Jackie bliver svigtet, ikke kun af Paul, men af sine forældre og af samfundet. Som Asta Olivia Nordenhof spørger i genudgivelsens forord: »hvorfor griber ingen ind?« Jackie har altid fået lov til at gøre, som hun har lyst til. Hun er ansvarlig for sit eget liv i så høj en grad, at når moren Lone ellers omsorgsfuldt giver sin datter et bad, siger hun ikke noget til kradsemærkerne på Jackies ryg. For Jackie føles det som at blive vasket med ild. Om ilden er et billede på det svigt, Lone har påført sin datter, eller bare et udtryk for fysisk smerte, er op til læseren at fortolke. Sådan er det med mange af beskrivelserne.

I bogens poetiske men usentimentale sprog ligger der et løfte om en kærlighed, der aldrig bliver indløst. Det er kun i drømme, at Jackie taler om sin barndom med Lone. »Jeg var også alene, Jackie,« forklarer moren, da datteren forsvarer at besøge sin far så meget. Men hvorfor blev Lone så ikke i Sverige? Hvorfor efterlod hun Jackie til Beckomberga? Selv i drømmene, er der meget, der ikke bliver sagt. Og den tomme plads, hvor kærligheden burde have været, kredser fortsat om spørgsmålet: »hvorfor griber ingen ind?«

Karaktererne i Stridsbergs univers giver hinanden lov til at gøre det, de vil med deres liv, også når det er selvdestruktivt. Den næsten grænseløse selvstændighed minder om en utøjlet liberalisme, der ikke tager højde for de mest udsatte. For hvor skal man opsøge kærligheden, når ingen kan finde ud af at elske, så andre kan mærke det? Som voksen er Jackie opslugt af kærlighed til sin søn Marion, men fra starten af har hun bandlyst barnets far fra sit liv. Hun kan ikke lukke så mange ind i sit liv på en gang, og hun kender godt årsagen til det: »Sommetider tænker jeg, at Paul reddede mig fra lykken, jeg tror alligevel ikke, jeg havde kunnet håndtere den.« Som sædvanligt får hun sin vilje, og Marions far kommer ikke mere på besøg. Jackie fortsætter sit liv og reflekterer ikke videre over, hvordan det ellers kunne have været. Hendes eksistens er, som den er.

Men den dybe sorg og mangel på kærlighed kommer til udtryk mellem linjerne. For mig udgør en af Jackies nøgterne bemærkninger om Beckomberga bogens mest følelsesvækkende passage: »Den psykiatriske behandling foregår i dag på de store hospitaler, cirka en tiendedel af sengepladserne, der fandtes dengang, blev bevaret. // Sommetider har jeg tænkt, at Beckombergas tid faldt sammen med velfærdsstatens tid, 1932-1995.«

Den førnævnte liberalisme står i kontrast til statens forsøg på at hjælpe sine borgere. Men er velfærdsstaten virkelig et sted, hvor sygeplejersker giver de indlagte ekstra medicin i bytte for sex, og hvor læger misbruger deres magt så patienter ender med at slå sig selv ihjel? Er det virkelig bedre end den moderne, mere upersonlige psykiatri?

Der er i hvert fald intet simpelt svar på, hvad der bedst kan fylde hullet, hvor den menneskelige kærlighed burde være. Manglen på åbenlyse løsninger efterlader læseren alene med den fortabthed, som Jackie ikke kan udtrykke. En fortabthed, der angår både systemet og de selviske interesser, der kommer i vejen for kærligheden. Stridsbergs roman er relevant læsning i samtalen om menneskets rolle i psykiatrien og i liberalismen. Men mellem linjerne rejser Beckomberga også et meget større spørgsmål om menneskets evne til at elske i det hele taget. Og det er et smertefuldt spørgsmål at befinde sig i.