Print artikel

Et rablende mikrokosmos

Maleri: 'Udsigt over Buenos Aires' af Charles Pellegrini, 1829-31. Wikimedia Commons.
Kritik
19.04.26
Virtuost og legesygt værk, der endelig kan læses i sin fulde længde på dansk, kandiderer til at være et af det 20. århundredes særeste og mest besættende kulthovedværker.

Cirka en uge efter den polske forfatter Witold Gombrowicz ankom som turist til Argentina i 1939, invaderede Hitlers tropper Polen. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at han, på behørig afstand, har tænkt: Jeg bliver nok bare her.  

Så det gjorde han, helt indtil 1963. Som polsk emigrant på et fremmed kontinent var mulighederne ikke mange. Hans første forsøg på at klemme sig ind i de argentinske litterære kredse, en spansk oversættelse af sin nu feterede kultroman Ferdydurke, slog fælt fejl, men det var trods alt en bedre tilværelse at kunne dandere den på caféerne i Buenos Aires end at blive deporteret til koncentrationslejrene hjemme i Europa. 

Mens han arbejdede som funktionær i en bank for at tjene penge, begyndte han at skrive dagbog, et vildtvoksende værk, hvor han, som han skriver et sted, »helst ikke vil lyve alt for meget«, og fik afløb for alt det, han ikke kunne skrive andre steder, stort såvel som meget småt. Første bind kom på dansk i 2017, andet bind fulgte trop i slutningen af sidste år, og smækker man dem oven på hinanden, fylder de godt 1.100 alvorligt vanedannende sider. 

Og hvad handler de så om? Ham selv, naturligvis: som miskendt eksilforfatter, turist, litteratur- og kunstteoretiker, Europa- og især Polen-kommentator, urban reportageskribent fra den argentinske udørk, selviscenesat sprechstallmeister, der igen og igen flår masken af den vestlige verdens selvgode indbildskhed, og som ironisk polemiker udi alskens ting.

Han kan være den groveste karl, men han er sjældent decideret uforsonlig – det skulle da lige være over for middelmådige polske digtere, litteraturkritikere og andre litterære parasitter. 

Gombrowicz’ dagbog adskiller sig markant fra andre forfatteres ditto, Virginia Woolfs eller Franz Kafkas for eksempel, ved en leg mellem det private og det stiliserede i dagbogsformen. Hans dagbog er ikke en voyeuristisk læseoplevelse, hvor mennesket Witold træder frem i blottende knausgårdsk selvskrift, men et litterært eksperiment, der er fuldt ud bevidst om sin egen kunstighed. Således de berygtede første optegnelser:  

 

»Mandag 

Mig selv.  

 

Tirsdag  

Mig selv.  

 

Onsdag  

Mig selv.  

 

Torsdag  

Mig selv.« 

 

Kun ugedagene og årstallene bliver markeret gennem 16 år, hvilket gør det svært at holde fast i en nogenlunde almindelig forståelse af et menneske i tid og sted. Af og til er det, som om der kun findes dagbogen, denne sære skrift, et rablende mikrokosmos, andre gange fremskriver han Buenos Aires’ eller Montevideos gader lyslevende. Det gør ikke overblikket lettere, at der tilsyneladende ingen ende er på ordstrømmene, der år efter år kører i samme rille. 

Hans virtuose og legesyge galmandsværk af en dagbog ligner vitterligt intet andet i verdenslitteraturen.

De kritiske tirader er skarpe og festlige, men de er også relativt forudsigelige og dufter lidt af afskrevet Frankfurterskole: Masserne har ødelagt kunsten, kunstnerne har selv ødelagt kunsten ved at gå med på kulturindustriens produktionspræmisser, dyrkelsen af middelmådigheden har kastreret enhver kunstnerisk ambition, videnskaben har instrumentaliseret verden og dermed kunsten til en ulastelig nytteetik, og marxismen og eksistentialismen er krampagtige forsøg på at vække Europa fra sin dovne tornerosesøvn – og så videre: 

»Tænk hvis Kassandra have vist sig for Sokrates i en drøm med denne spådom: Oh, I dødelige! Oh, menneskeslægt! I ville være bedre tjent med ikke at opleve den fjerne fremtid som bliver travl, omhyggelig, anstrengt, glat, flad og elendig … […] for I kommer til at have funktionærer som ledere og helte, og middelmådige mennesker bliver jeres titaner. I vil blive berøvet skønhed, lidenskab og glæde … en kold, trist og tør tid venter jer.« 

Genkendeligt og muntert stof, men ikke videre originalt. Indimellem får man som læser lyst til at bruge hans egne ord imod ham og råbe: »Stands, Det er for letkøbt!« Det tragikomiske er dog, at kritikken netop ikke kommer fra den mageligt universitetsansatte intelligentsia, men fra en ludfattig polsk eksilforfatter-gringo, der raser løs fra et kummerligt værelse på den anden side af kloden i sin egen dagbog.  

Men når først man finder ud af at give sig hen til Gombrowicz’ stemme, sætter den sig grundigt fast. Alligevel ved man aldrig helt, hvor man har ham, og det er den smidighed og uforudsigelighed sammen med det kulturkritiske raseri, der er dagbogens motor.

Indtil der lige pludselig i 1963 står: »Jeg skriver dette fra Berlin«. Ud af det blå dumper der et legat ned fra himlen med et tilbud om et år i Berlin, hvorefter han forlader Argentina i al hast og uden de store følelser. Han ville gerne have været forelsket i Argentina, skriver han, men blev det aldrig helt. 

Nogen fanfarehjemkomst bliver det ikke, for det viser sig, at det Europa, han har skrevet så meget om, knap nok har savnet ham. Måske findes det egentlig heller ikke længere. Antiklimatisk. Han smutter også forbi Paris, men det er slet ikke til at holde ud, og Louvre er stadig »et af de dummeste steder i verden.«  

I Berlin spadserer han en dag rundt i Tiergarten, hvor hans næse fanger en duft af »urter, vand, sten, bark«, det lugter lidt af Polen, lidt af barndom, før det går op for ham, at det er den europæiske lugt af død. Og for første gang virker han decideret bitter:  

»Det nye moderne Europa var […] umuligt at forstå, for fortravlet, for galopperende, jeg holdt det i hænderne som en bombe og vidste ikke hvad jeg skulle stille op med det.« Moderniteten har ramt kontinentet, og den gør nas. Lad den, der ikke sympatiserer, kaste den første sten.  

Selv efter jeg har lagt dagbogen fra mig, hænger Gombrowicz stadig ved som en lille djævel i ørefolden, og jeg kan ikke gennemskue, om han mestendels er en kynisk idealist eller en idealistisk kyniker.

Måske er det heller ikke så vigtigt; måske skifter han fra uge til uge for ikke at sidde fast. Hans virtuose og legesyge galmandsværk af en dagbog ligner vitterligt intet andet i verdenslitteraturen, og selvom jeg har tænkt over flere sammenligninger, end jeg kan tælle, er der ingen af dem, der rammer præcist nok. Han er helt sin egen, en ægte original. 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.