Menneskets begær efter mere
I lyser i mørke, Liliana Colanzis anden novellesamling på dansk, udspiller sig alle på nær åbningsnovellen i en nær fremtid eller umiddelbar fortid i Bolivia og Brasilien. Her råder ødelæggelsen og forfaldet, volden og undertrykkelsen. Hvordan det er nået så vidt, forklares aldrig rigtigt, men menneskets begær efter mere synes at være en væsentlig del af forklaringen.
Det er det, som ødelægger regnskoven – »efterhånden var der færre skovhuggere og færre maratræer,« lyder det i et sted – og det er også det, der drev europæernes kolonisering af kontinentet. Selv om den på papiret er fortid, så gennemsyrer den stadig i landskaberne, samfundet og menneskene.
Særligt samlingens tre midterste noveller stiller skarpt på arven fra kolonitiden. En 10-årig pige indgår en pagt med djævlen og får i bytte sin italienske fars grønne øjne i stedet for »de voldsomt mørke øjne,« hun har fået fra sin mor, der er født og opvokset i junglen. Og i Den trange
