Nyt fra bøgernes verden: Giv da lige SUT et fedt guldur!
Gyldne dage
Går det så godt eller skidt med litteraturen? Hva’? Hva’? Det ved jeg virkelig ikke. Men der er i hvert fald ét sted, det går godt, og det er på Danmarks største og ældste forlag, Gyldendal. I deres årsrapport fra 2025, der netop er blevet tilgængelig for offentligheden, står der, at de regnede med et driftsresultat på mellem 30 og 40 mio., men endte på hele 62 mio. Jøsses, der må være fart på trykkeriet. I rapporten fremhæves Morten Münsters Afdelingen for magisk tænkning, der er én stor hyldest til middelmådigheden, som et af årets kerneudgivelser. Interessant. Stort tillykke skal det i hvert fald lyde til Gyldendal, jeg håber, redaktørerne går ud og køber noget fint til sig selv. Eller til deres forfattere! Giv da lige SUT et fedt guldur.
Tomme lommer
Ja, hvorfor egentlig ikke forære alle forfattere et guldur. Det er herligt, at Gyldendals forretning blomstrer, og når det regner på præsten, så drypper det på degnen, ikke sandt? Tja, de seneste uger har en tendens i hvert fald spredt sig på forskellige medier – både de sociale, og de gode, gammeldags asociale medier – hvor forfattere deler deres årsindkomst. For eksempel Caroline Albertine Minor, der arbejder som kirketjener ved siden af sit kunstneriske virke. Hun tjente i 2024 295.000 kr. Digter Rasmus Nikolajsen, der også har tjent penge som opsynsbetjent på et museum og som avisskribent, tjente samme år 225.000 kr. Ikke prangende indkomster, kan man sige, og som forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen påpeger i en kommentar i Kulturmonitor: Det er paradoksalt at tale om åndelig oprustning og samtidig aflønne kunstnere så dårligt. Der er prestige i at være kunstner, og man regner næsten arbejdet for at bære lønnen i sig selv. Men regningerne skal jo stadig betales. Han skriver: »At holde årsindkomsterne for sig selv tjener derimod ingen. Altså bortset fra kunstens og kulturens milliardindustri og dem med faste og velbetalte jobs sammesteds, som i profittens navn altid forsøger at slippe så billigt som overhovedet muligt.«
En kort, en lang
En anden mulighed er selvfølgelig bare at skrive bøger med lidt færre ord i. Det ville være logisk: Man tjener flere penge per ord, hvis der er færre af dem. I Bog og Idé kan man købe Karl Ove Knausgårds essay Hvorfor skriver jeg?, der er udkommet på dansk på Lindhardt og Ringhof. Det er en tekst på 70 sider, den koster 299,99 kr. Det er sørme en god forretning! Og det tager immervæk kortere tid at skrive 70 sider end 700 sider, hvis man tænker på tastetid på computeren. Tænkning er nok sværere at gøre rede for. Nok om det. I Weekendavisen sidste uge skrev Jørgen Herman Monrad et indlæg om, at tidens forfattere skriver for lange bøger. At de ikke ved, hvornår de skal slutte dem. Det ved jeg ikke, om jeg er enig med ham i, jeg synes snarere, at forlagene udgiver bøger med for mange linjeskift og for store bogstaver, så bøgerne synes længere, end de er. Nå, men han stiller altså et virkelig godt retorisk spørgsmål: Har en bog nogensinde været for kort? Nej vel? Hvis man ønsker sig, at en bog havde været længere, er det vel dybest set fordi den er god og vellykket. Skriv kort, tjen stort.
Hvad rimer på økonomisk apati?
Det gør filmindustri! Alle elsker at bingewatche, og hvis man virkelig mangler penge som forfatter, kan man jo altid håbe, at Netflix køber rettighederne til ens romaner. Nej, egentlig vil jeg bare anbefale dette store interview med nobelpristageren Orhan Pamuk i The New York Times. For seks år siden stod han i en retssag, fordi det filmselskab, der skulle filmatisere hans hovedværk Uskyldens Museum havde ændret så meget på hans fortælling, at han lagde sag an mod dem. Den vandt han heldigvis, og han påbegyndte samarbejdet med en ny, tyrkisk filminstruktør. Det gik vist bedre, for nu har miniserien baseret på romanen snart premiere på Netflix.
Prisværdigt
Okay, de fleste danske forfattere lever altså ikke som grever og baroner. Men der er noget, næsten alle forfattere kan få, som er de færreste andre erhvervsgrupper forundt: En flot pris. Der er altid priser at uddele, og særligt til forfattere. Sidst gik Weekendavisens Litteraturpris til Danmarks svar på Charles Dickens, Caspar Eric, da digtsamlingen Crip, der af Lars Bukdahl blev kaldt det danske svar på Oliver Twist, løb med prisen. Næste store prisuddeling er ved Politikens Litteraturpris, man kan stemme lige nu. Her uddeles der ikke blot én pris, men fire, fordi avisen har opfundet fire forskellige kategorier. Sådan når de op på et samlet antal nominerede, der tæller det, der føles som cirka halvdelen af de bøger, der udkom sidste år. Tillykke til alle dem, der er nomineret til Politikens Litteraturpris, der vel er dansk litteraturs svar på Oscaruddelingen.
