Giftig litteraturdækning

Hvordan i alverden skal jeg begynde denne tekst, så det ikke lyder som en plade, der er gået i hak? Endnu engang er der nogen, der har skrevet en bog, de åbenbart ikke måtte skrive, fordi de angiveligt har stjålet en andens historie. Endnu engang handler litteratursamtalen i Danmark om, hvilke regler, der gælder i litteraturen, frem for bare at handle om litteraturen. Måske er det ikke så mærkeligt, at det er sådan. Danmark er et lille land, et lille land med et endnu mindre litterært miljø, derfor vil versioner af de samme historier uundgåeligt blive skildret af forskellige mennesker, og derfor vil alle små intriger i miljøet før eller siden finde vej til overfladen, for alle kender hinanden alligevel.

Det skete også i denne uge, da forfatter Johanne Mygind erklærede krig mod kollegaen Kim Blæsbjerg. Lang historie meget kort: Johanne Mygind anklager Kim Blæsbjerg for at stjæle hendes romanidé og hendes bedsteforældres historie, da hun fortæller ham detaljer om sin familie, mens de to har en affære, og de detaljer bruger han så senere i sin succesroman om Cheminova, De bedste familier.

Mygind oplever det som et bedrag. Ifølge Kim Blæsbjerg er historien en helt anden, han forklarer, at han allerede var godt i gang med romanen, da han mødte Johanne Mygind, og at han kontaktede hende som et led i sin research, hvilket hun var udmærket klar over.

Blæsbjerg har altså fortalt historien om Myginds bedsteforældre i De bedste familier, nu har Mygind også fortalt den i sin nye roman Giftig, der udkom i sidste uge. Det lyder som om, de to bøger er ret forskellige – hvilket ikke er så underligt, når nu de er skrevet af to vidt forskellige forfattere med to vidt forskellige relationer til de mennesker, de har fortolket.

Dog skal det også siges, at anmelderne hurtigt placerede de to værker i samme kategori, men i sidste ende har de vel begge skrevet en historie, der ikke er deres egen, en historie, der involverer utroskab og alle mulige andre personlige oplysninger om Myginds bedsteforældre, og de har begge vurderet, at de kunne tillade sig at skrive den historie. Og nu skal medierne så afdække deres kontrovers om, hvem der havde mest ret til at skrive den i første omgang. 

Det er som om, det ene personlige drama har afløst det andet gennem en længere periode i den danske litteraturdækning generelt. Mest opmærksomhed fik Thomas Bobergs Insula, som skabte røre blandt beboerne på Fejø, som han skrev om i romanen. Men også samtalen om Emma Rosenzweigs debutroman Jeg giver alt væk, der skildrer et problematisk forhold til kærestens ekskone, kom pludselig til at handle om Rosenzweigs faktiske kærestes ekskone, som blev interviewet i Børsen om bogen og den ærekrænkelse, det var at blive skildret på den måde. Det er blot to nylige eksempler.

Vi bestemmer jo selv, hvordan vi vil dække litteraturen. Hvorfor dække den, som om forfattere er kendisser?

Reglerne for, hvad man kan tillade sig at gøre i litteraturen, er allerede blevet diskuteret vidt og bredt som følge af blandt andre disse værker – Politiken har lavet en hel podcast om det – og jeg gider ikke være moralens vogter på litteraturens vegne. Folk må vel skrive litteratur om det, de har samvittighed til, tænker jeg på den ene side, andre gange finder jeg det temmelig fantasiløst og kedeligt, at så mange af tidens forfattere ikke føler nogen grund til at skrive reel fiktion, at de ikke ser grund til at ændre det store ved virkeligheden og personerne i den, før de putter den ind i en bog og kalder det en roman, men fred være med det (for nu i hvert fald).

Nej, min primære anke er, at jeg ikke mener, vi tager den litterære offentlighed og ikke mindst læserne alvorligt, når vi, medierne, gang på gang fortaber os i dramaet omkring værkerne frem for at dække dem ordentligt.

Vi bestemmer jo selv, hvordan vi vil dække litteraturen. Hvorfor dække den, som om forfattere er kendisser, hvis personlige intriger er vigtigere end det, de udgiver? Vi er godt i gang med at tage livet af den reelle litteraturkritik, mens diskussioner som disse fylder mere eller mindre det hele. På Weekendavisen, der ellers bryster sig af at dække litteraturen seriøst, har man fyret litteraturredaktøren. Og det er påfaldende, at Zetland, der stort set aldrig dækker litteraturstof, pludselig gør en større satsning ud af Mygind/Blæsbjerg-affæren.

Zetland anmelder ikke bøger, dækker ikke litteraturen. Er man på Zetland overhovedet interesseret i værkerne, eller er det skandalen, der trækker? Udsigten til fede clicks, fordi folk elsker at læse om affærer og bedrag, som de som det seriøse medie, de er, heldigvis kan lykkes med at forklæde som intellektuel kulturdækning, fordi det er selveste litteraturen, der er på spil?

Ja, nu konspirerer jeg bare, og det er vist tid til at runde af. Jeg vil citere en sætning fra en aldeles god bog, jeg har læst denne uge, nemlig Begivenhedsbogen af svenske Andrzej Tichý, der skriver vidunderligt, fantasifuldt, krævende, fabulerende og aldeles fiktivt om den svenske underklasse. En meget forfriskende bog, i øvrigt. Han skriver: 

»Alting er baseret på virkelige begivenheder.« 

Og det er vel sådan, det er.