Print artikel

Skal vi futte Den Danske Ordbog af?

Illustration: Mirjam Jørgensen
Liste
15.09.25
Vi bringer fem bognyheder fra seneste udgave af bognyhedsbrevet Læsevejr.

Alle veje fører til Tove Ditlevsen

For ret præcist to år siden skrev jeg en leder i dette nyhedsbrev, der omhandlede danske forlags – navnlig Gyldendals – evindelige rovdrift på Tove Ditlevsens liv og forfatterskab. Jeg var ganske enkelt træt af, at alle hendes digtsamlinger skulle genudgives i et bredt udvalg af pastelfarvede omslag, at hendes private breve skulle publiceres, at store, glitrede coffee table-bøger fyldt med personlige tragedier, dertil genudgivelser af alt, hun nogensinde har skrevet og medvirket i, samt barnebarnets erindringer om at være netop Tove Ditlevsens barnebarn. Jeg troede faktisk, at dillen var toppet, at graven var udplyndret, og alle pastelfarver taget i brug, men alle veje fører som bekendt til Tove Ditlevsen, og denne uge er en ny bog om forfatterinden udkommet. På Gyldendal, naturligvis, og skrevet af Lilian Munk Rösing. Eftersom Tove Ditlevsen ikke har skrevet flere breve, der kan pirre læsernes nysgerrighed, handler denne bog om de veje i København, Tove Ditlevsen er blevet spottet på gennem årene. 

Brænd, baby! Brænd!

I Danmark kan vi ikke helt blive enige om, hvorvidt det er cool at brænde bøger eller ej. Er det for eksempel ok at sætte ild til Koranen? Det blev et forsigtigt “nej” fra de danske politikere. Til gengæld medgiver kulturministeren, at vi jo ikke kan frede alle bøger, det har de danske biblioteker slet og ret ikke plads til, så noget litteratur skal vi futte af, åndelig oprustning eller ej. Måske vi skulle lave en liste over fredede bøger og en liste over de bøger, vi godt kan tillade os at smide på bålet? Et par af de førnævnte værker om Ditlevsen kunne vi måske godt futte af. Og eventuelt den nye af Hella Joof?

Dårlig dømmekraft 

Et værk, der i hvert fald ikke ville stå på min personlige afbrændingsliste, er Den Danske Ordbog. Så længe jeg for eksempel skriver dette nyhedsbrev på dansk, er det en god idé at have et opslagsværk på det danske sprog, skulle jeg mene. Ikke desto mindre er webudgaven af Den Danske Ordbog lukningstruet, og kulturministeren har åbenbart ikke tænkt sig at sikre den, og det er vel onlineversionen af at sætte ild til lortet. I en leder i Information kritiserer Rasmus Elmelund denne manglende prioritering og eksemplificerer nødvendigheden af et troværdigt opslagsværk ved at vise, hvordan AI mere eller mindre konsekvent misforstår danske udtryk og vendinger. Fx udtrykket »som skidt fra en spædekalv «, som Googles AI-værktøj forklarer sådan her:  »’Som skidt fra en spædekalv’ er et dansk udtryk, der bruges til at beskrive noget, der er af meget dårlig kvalitet eller meget lidt værd.« En forklaring, der slet og ret er løgn. Nej, en ordbog er nok en god idé, hvis vi ikke alle skal ende som omvandrende idioter. 

Fornuft og følelse 

I denne uge blev den amerikanske influencer og konservative aktivist Charlie Kirk dræbt ved et møde i Utah. Kirk var en nøgleperson ved sidste valg, hvor han med stærke og simple argumenter, der dog ikke nødvendigvis havde nogen forankring i fakta, lykkedes med at mobilisere en hel del unge, mandlige vælgere. Drabet kommer som endnu en hændelse i rækken af politisk motiverede overfald i USA, et symptom på den dybe politiske splittelse, der præger landet i øjeblikket. ATLAS har interviewet den bogaktuelle amerikanske sociolog Arlie Hochschild, der skriver fra den amerikanske udkant. Hun undersøger ikke blot højrepopulismens tiltrækningskraft, men ønsker også at få de to fløje til at lytte til hinanden igen. At lytte er ikke at give ret. Det er at nægte højrefløjen monopol på følelserne, argumenterer hun. Læs hele interviewet her.

Bogforum, vi elsker dig!

Bogforum. Stedet, alle har en holdning til. Stedet, mange elsker at hade. Hvorfor påstår så mange at hade Bogforum, når de dukker op alligevel? Lige meget. På ATLAS-redaktionen har vi besluttet, at vi elsker Bogforum. Det er simpelthen årets højdepunkt. Alle spændende bogmennesker i Danmark samlet i det herlige Bella Center, hvor vi kan møde hinanden på kryds og tværs og tilmed møde ægte, begejstrede læsere fra hele landet. Herligt. Programmet er ude nu, tjek det ud!

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.