Den litterære offentlighed er noget, vi giver til hinanden

Det er som om, der bliver fortalt to meget modstridende historier om litteraturens forhold i øjeblikket. 

Nyligt kunne man i en artikel i Zetland læse, at bibliotekernes udlån er på sit højeste i 10 år, og at salgstallet for fysiske bøger er steget med 8,5 pct. siden 2022. Bogen er blevet tidens hippeste statussymbol, påstår flere medier, der gør sig i “intellektuelle” spekulyser baseret på tidens trends, og hvem ved, måske har de ret. Og hvis de har, skulle man så nu brokke sig over det? Hellere smykke sig med Tolstoj end dyre designertasker. Måske er vi midt i en læsningens guldalder. 

Samtidig ser vi en udvikling, hvor litteraturstof fylder mindre og mindre i medierne. Sidste år afskedigede Weekendavisen, der trods alt hører til blandt Danmarks mest intellektuelle aviser, deres litteraturredaktør. De ville satse på debatstof i stedet. Og i sidste uge meddelte Washington Post, en af USA's største aviser, som i øvrigt blev opkøbt af Amazonmilliardæren Jeff Bezos i 2013, at de ville nedlægge hele avisens bogsektion.

Nedlæggelsen er en del af en kæmpestor nedskæringsrunde, der fortæller en større historie om, hvordan man kan lykkes med at skade demokratiet og styre den offentlige samtale, hvis bare man har penge nok. For eksempel har man også nedlagt stort set hele avisens klimaredaktion. Men det er også en fortælling om vores syn på avisernes abonnenter, modtagerne af journalisternes og skribenternes arbejde. Hvad vil man give dem og hvorfor? 

Da Washington Post i sidste uge fremlagde nedskæringerne, kaldte chefredaktøren Matt Murray avisens læsere for forbrugere. I et essay i The New Yorker skriver Becca Rothfeld, der er tidligere ansat på avisen, at det er bemærkelsesværdigt, at det er sådan, man på en stor avis anskuer læserne: Som nogen, der har et behov, der skal opfyldes, fremfor nogen, man vil tilbyde noget, de ikke vidste, de manglede. 

Man kan ikke stoppe oplysning ned i halsen på folk. Men man kan prioritere stof, man som fagperson synes er vigtigt og relevant, og vide, at folk nu i det mindste har mulighed for at læse det.

Hun skriver også, at forestillingen om en samlet offentlighed selvfølgelig er en form for løgn: Selvom avisen kun bragte stof, de mente, vil gavne offentligheden, fremfor stof, der ville styrke abonnementstallet, så kan folk jo frit springe de artikler over, der ikke interesserer dem. Man kan ikke stoppe oplysning ned i halsen på folk. Men man kan prioritere stof, man som fagperson synes er vigtigt og relevant, og vide, at folk nu i det mindste har mulighed for at læse det. At man bringer viden frem, at man kuraterer alt det stof, virkeligheden består af, og giver sine læsere det, de endnu ikke vidste, var nyttigt at vide. 

Offentligheden består kun af det, vi putter i den. Det kan godt være, flere mennesker går på biblioteket, men hvis ikke vi kan give litteraturen en ordentlig plads i den offentlige samtale, hvis vi ikke kan rumme at tage værkerne alvorligt ved at diskutere dem, åbne dem, så får vi, som Becca Rothfeld skriver, en litterær offentlighed, der foregår på Instagram, hvor din algoritme på BookTok anbefaler dig bøger, der ligner dem, du i forvejen læser og kan lide. Det smalle og det udfordrende vil få trange kår. Litteraturen og kunsten er en antitese til ensretningen, den hurtige holdning, den skarpe analyse. Det er en skam, hvis vi ikke orker eller vil satse på det som væsentligt stof. 

En bog kan man altid købe. Den litterære offentlighed er noget, vi giver til hinanden.