At slide for kunsten
Når butikkerne bugner af nytrykte bøger og når et moderne kunstværk pludselig skyder op i gadebilledet over natten, kan man let glemme alt det besvær det kræver at bidrage med noget nyt til verden. At kunst og litteratur ikke opstår af den blå luft, men er et resultat af en proces. Et godt kunstværk rummer oftest en form for ambivalens, en indre konflikt. For at nå derhen, må man som kunstner blive i et vist ubehag. Ikke springe over hvor gærdet er lavest, ikke ty til de letteste løsninger. Man må blive i besværet.
»Du kan godt se det, ikke?« Sagde Solvej Balle og slog ud med armene, da jeg besøgte hende på Ærø denne sommer. Vi stod i hendes gulvløse køkkenalrum.
»Man kan ikke bare flygte herfra.«
Det var ikke kun det ufærdige hus, hun talte om. Det var bogen, hun skrev på. Solvej Balle har brugt fyrre år på at skrive septologien Om udregning af rumfang, og hun har skrevet bøgerne i huset på Ærø, tilbagetrukket fra det litterære miljø. Hun har startet sit eget forlag og udgivet bøgerne selv, selvom det har betydet, at hun før succesen levede under fattigdomsgrænsen. Nu har hun modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, hun har været nomineret til den Internationale Bookerpris, hun er blevet interviewet og anmeldt i nogle af verdens største aviser. Men til trods for den massive medieopmærksomhed og de mange trofaste læsere, må Solvej Balle færdiggøre sit arbejde selv. Der, hvor hun startede det. Hun må blive i sit renoveringsprojekt på Ærø, for hun har stillet sig selv en klar opgave, og den slags kan man ikke bare flygte fra. Hun må blive i sliddet. Skrive fra fem om morgenen til ni om aftenen og fjerne gammelt tapet, for at finde husets oprindelige form et sted indenunder. I dette nummer bringer vi en samtale med Solvej Balle. Jeg besøgte hende på Ærø denne sommer, mens hun arbejdede løs på syvende og sidste bind i sin septologi. Besøget var en del af et større projekt, hvor jeg har fulgt hendes arbejde i to år. Det er et imponerende udgravningsarbejde, jeg har været vidne til der på Ærø. Solvej Balle har ivrigt opsøgt papyrusrulleforskere i Paris, hun har været ved at gå ned med stress, hun har stået midt i en hestesko af noter, der går fyrre år tilbage, og forsøgt at hitte rede i de spørgsmål, hun har stillet sig selv. Det er ikke en let bog, hun har valgt at skrive. Det er derfor, den er så givende at engagere sig i.
God kunst handler ikke om at skabe noget, andre kan læne sig tilbage og indtage som en tankeløs overspringshandling i et travlt liv. Kunsten er en flugtvej fra det tankeløse.
Vi bringer også en fremragende tekst af forfatter Dennis Gade Kofod, der handler om den gæld, alle vi mennesker bliver født med. Diagnoser, vores forældre giver videre til os, social arv, familietragedier. De penge, det koster os alle at holde os i live. Hvordan vi må slide for at holde os i live. Mange må, i hvert fald. Kofod anser ikke sit skrivearbejde som slid, og derfor vil han ikke modtage betaling for sin tekst. For den er ikke fiktion, og han kan ikke afdrage på livets gæld ved at snylte på sine forældre, der faktisk sled sig selv op, så han kunne leve et bedre liv. Han beskriver det ambivalente spænd, der findes i dét at skrive om sit eget ophav: »Jeg skriver, jeg er som dem, for ikke at være som dem.« Det kan godt være, at Dennis Gade Kofod ikke anser sit skrivearbejde som slid, men projektet Gældsbrevene, som denne tekst er en del af, viser al den ambivalens, god kunst bør indeholde. Man bliver som menneske aldrig fri af sin gæld, men man kan godt afdrage på den. Det må bare ikke ske på bekostning af andre, skriver Kofod. Det skal kræve tid og tankekraft at skrive en bog, for, som han skriver: »Ofte mangler autofiktionen mere fiktion, mere arbejde, og for mig er autofiktion uden nok fiktion bare løgn. Husk det, og læs det her igen.« Den kan man så tænke over.
Når Solvej Balles enestående romanserie bliver læst verden over, skal vi tilskrive hendes grundighed en stor del af succesen. Den måde, Solvej Balle skriver og tænker på, handler om at engagere sig i andet stof. Epikur, Kant, Dante. Ikke bare trække på det, men gå i dialog med det, forstå det, og bruge stoffet til at begribe vores egen tid. Noget lignende kan siges om Dennis Gade Kofods gældsbreve. Han stiller sig ikke tilfreds med at skrive en enkelt fuldendt tekst om sit forhold til gæld og sit ophav. Han må blive i besværet. Det er også noget lignende, der er centralt for canadiske Anne Carson, der netop har modtaget Nobelprisen i litteratur. Hun bearbejder oldgræsk litteratur i sine egne værker. Det kan tage lang tid at læse, og det er aldrig alt, man vil forstå, for værkerne er fyldt med huller, hvor der er plads til tænkning. God kunst handler ikke om at skabe noget, andre kan læne sig tilbage og indtage som en tankeløs overspringshandling i et travlt liv. Kunsten er en flugtvej fra det tankeløse. Og selvom vores system ikke just hylder kunstnere, der bruger fyrre år på noget som helst, eller kunstnere, der skriver tekst for demonstrativt at slette den igen, så vil vi gerne gøre det. God kunst vover at blive i besværet.
Dette blad udkommer samtidig med årets Bogforum. Med portrættet af Solvej Balle og essayet af Dennis Gade Kofod, vil vi gerne hylde det lange, seje stræk, det ofte er at lave god kunst.
