»Mad skal smage af lort for dig« 

Jeg var decideret lettet, da lyset på scenen gik ud, og publikum omkring mig begyndte at klappe og huje. Jeg var lidt småforpustet af ubevidst at have holdt vejret on/off i løbet af den sidste halvanden time, og så var jeg bare fuldstændigt rystet. Jeg havde i lang tid siddet og håbet på, at forestillingen snart ville være slut, men Nicolas Bro var bare blevet ved og ved og ved. Mere og mere intens, mere og mere svedig, stirrende, rablende, manisk og direkte uhyggelig var han i sin vedholdenhed. Der var ikke ét ord, der kom ud af munden på ham i løbet af forestillingen, der lød som skuespil, der lød skrevet, der lød falsk. Ikke ét eneste ord. Man tror på alt, hvad han siger, lige meget hvor grotesk ubehageligt det er, og det er umuligt at forestille sig andre end Nicolas Bro gennemføre monologudgaven af Anders Abildgaards langdigt med så stor autenticitet og gravitas. Bro kiggede sig simpelthen ikke tilbage på noget tidspunkt, han holdt kadencen hele vejen igennem, og jeg ville ikke blive overrasket over endnu en Reumertnominering til Sorte Hest. Hold da op. Særligt skræmmende og indtagende var Bros stemmeføring, han vekslede konstant mellem noget kontrolleret, roligt og næsten