Den unge Dazais lidelser

»Samfundet hverken tilgav mig eller nægtede mig tilgivelse. Hverken tolererede eller udstødte mig. Jeg var et dyr af endnu lavere status end hunden eller katten. En tudse. Jeg hoppede blot akavet rundt.«

Således lyder selvindsigten hos fortælleren, Yōzō, et godt stykke inde i japanske Osamu Dazais sidste og semi-selvbiografiske roman Uegnet som menneske. Dazai nåede lige akkurat at skrive den, før han blot en måneds tid senere i 1948 begik selvmord som 38-årig med sin elskerinde, Tomie Yamazaki. Denne akavede hoppen, hvor fortælleren over for resten af omverdenen føler sig så ligegyldig, at han hverken er en del af eller står uden for samfundet - en belejlig semantisk konstruktion, som dækker over alt, der involverer andet end ham selv - udgør grundtonen for en lige dele deprimerende og underholdende knaldperleroman.

Dazai skriver i en japansk tradition, der kaldes for “jeg-romanen”, som kom frem i begyndelsen af 1900-tallet og har ikke så lidt tilfælles med nutidens autofiktion. Men læst med moderne øjne er det måske mindre vigtigt, om forløbene er strengt biografiske, når de efter alle kunstens regler er skrevet med både smertelig selvindsigt og kulsort ga