Alfabetets børn
Min fars arbejdsværelse lå i den ene ende af langhuset. Her havde han sin egen entre og eget badeværelse. Hvis huset var et rumskib – landet på den øde nordspids af Samsø – var hans arbejdsværelse som et rekognosceringsfartøj. Et mindre rumskib koblet til moderskibet, og så var den kolde baggang en luftsluse, man måtte passere for at nå over i spejderskibet. Men det gjorde man sjældent. For inde bag døren arbejdede min far – og han måtte ikke forstyrres.
Min var var forfatter – lyriker, nærmere bestemt – og inde på den anden side af den urørlige dør sad han og skrev. Arbejdet krævede uhyre koncentration, og blev han forstyrret i en tankerække, kunne det få uoprettelige konsekvenser. En linje kunne mistes, et digt spoleres. Bare uden videre at gå ind til ham var utænkeligt. Kun i nødstilfælde kunne man passere gangen og banke på – og så ellers bede til, at det ikke ødelagde noget uopretteligt. Resten af huset skulle også forholde sig i ro. Ingen voldsom leg på loftet, der kunne forstyrre, og slet ikke noget med at spille bold op ad muren.
Disse omstændigheder var med til at gøre hans arbejdsværelse til et sted omgærdet af en særlig aura. Det var et privilegie at få
